x
Div. Kunstnere: We Proudly Present... Elvis Presley

Div. Kunstnere, We Proudly Present... Elvis Presley

Div. Kunstnere: We Proudly Present... Elvis Presley

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Fjerde gang, Copenhagen Jazzhouse og Sony Music var stolte over at præsentere noget sammen, var det Elvis Presleys tur. Denne gang med Jacob Bellens, Mattias Svensson, Hank Robot (Kim ”Kix” Jeppesen), Sarah Hepburn, Hero Horns og Nikolaj Nørlund som hyldere.

Efter en stille introduktion kom frontmanden fra I Got You On Tape og Murder, Jacob Bellens, stille og roligt på scenen, og begyndte en stille version af ”Fever”, med sang, klaver og knips. En lidt forkølet fortolkning. Bellens fortalte, at han som otte-årig var i et Elvis-band, hvor de øvrige var voksne. Og det var tydeligt på ”A Mess of Blues”. Den var der mere ryk i, og vokalen lagde sig fint op af hyldestemnet. Rigtig godt blev det i den meget smukke gospel ”If I Can Dream”. Jacob Bellens fik det til at lyde meget nemmere at synge den meget smukke sang, end det må have været, og gjorde nummeret ære.

Leonora, vinderen af DRs Karrierekanonen, var på plakaten, men var blevet skudt ned af sygdom. Men heldigvis var den svenske sanger/sangskriver Mattias Svensson så venlig at træde til i stedet. Og der blev ikke trådt vande. Svensson begejstrer gerne sit live-publikum med ”I Can't Help Falling in Love With You” og således også her. Som eneste nummer. Blidt, blødt, stille og roligt og med masser af luft i vokalen. Ganske melankolsk og fint.

Meget mere tråd i pedalerne kom der, da halvdelen af PowerSolo kom solo på scenen. Som rock'n'rollens evige korsfarer herhjemme, overraskede Kim ”Kix” Jeppesen ikke ved at fortælle, at Presleys ældste numre stod ham nærmest. Som Hank Robot har Jeppesen stortromme og tamburin på fødderne og synger i en ældgammel og forvrænget mikrofon og spiller på en forvrænget, hjemmebygget guitar.

”Blue Suede Shoes” kom i gang med knald på, og det var hurtigt tydeligt, at der ikke var blevet tænkt det store over, hvordan Kim kunne gøre sangene til sine egne. Det faldt helt naturligt. Halvt Elvis, halvt Kix og glimrende. Og ganske underholdende. Hank Robot er lidt en gøgler med sit udstyr og med sine mundlyde. Især i næste nummer, ”Mystery Train”, der lød lige dele som ældgammel rock og som et ældgammelt lokomotiv. Med masser af temposkift. Det var der også i ”All Shook Up”. Her kiksede fartskiftende dog, uden at det blev mindre underholdende eller røvballe af den grund. Vi havde mod på mere, og Hank Robot lovede da også at komme tilbage efter koncerten. Nu fik vi i stedet en pause.

Efter pausen blev man mødt af et sfærisk lydtapet af en anden verden fra Sarah Hepburns sampler, hvortil der var sang, guitar og en medhjælper på harmonika og siden banjo. Først blev man trukket ind, siden tænkte man at numrene blev trukket ud. Første sang var ”Suspicious Minds”, næste ”Devil in Disguise”. Tredje titel fik anmelderen ikke fat i, og det virkede også underordnet. For de lækre, mediterende drømmelandskaber Hepburn malede, havde fået fjernet melodi og rytme i en grad, så der egentlig ikke så meget var tale om en fortolkning, som strofer af Presleys sange, der var drysset over eget materiale. Det virkede ikke som en personlig hyldest til Elvis Presley overhovedet. Bare personligt.

Den personlige hyldest leverede Hero Horns, alias Johannes Nidam, til gengæld. Her var der tydeligvis tænkt grundigt over sangenes tekster, og det gjorde det ægte og dybfølt. Nidam havde gjort materialet til sit eget. ”Don´t be Cruel” sang Hero Horns, ”For så tuder jeg”, kunne man tænke. Men det var ikke patetisk. Det var et dybfølt ønske om ikke at blive gjort ondt. Sangen var sat op i toneleje og ned i tempo, men Elvis var der stadig. I ”His Latest Flame” var Johannes faktisk tættere på at fortælle nærværende om en idiotisk kvindebedårer, end Elvis selv var i sin upersonlige up beat sang.

”Hound Dog ” blev en fin kælen sang, der lød som var den sunget til en sød, lille hund. Igen var det tydeligt at der virkelig blev fortolket på materialet. Og Hero Horns tog prisen for at være den mest vedkommende og personlige på scenen.

Nikolaj Nørlund er involveret i cirka alt der har med musikalsk hyldest at gøre herhjemme, og var da heller ikke til at komme udenom denne aften. Han kom på scenen med bassist Johan Vestergaard, et smil, og en besked om at han var i det socialrealistiske hjørne og startede rigtignok også med ”In the Ghetto”. Her var der fjernet noget af tempoet og den dybfølte melankoli, og man kan diskutere, hvor passende Nørlunds smilende, hyggelige version af den meget alvorlige sang var. Eller konstatere at den var fin, og at Nikolaj Nørlunds dybe, vamsede stemme passede fint til sangen.

”I Don´t Care if the Sun Don't Shine” var en hyggelig lille boogie woogie, og “Love Me Tender” blev også leveret tørt. Og den fik faktisk karakter af en sød vuggevise for voksne. Det var helt godt, og Nørlunds versioner var dem, der lagde sig tættest op af originalerne hele aftenen. Sikkert til glæde for de gamle fans.

Største ros skal arrangementet ellers have for at komme virkelig bredt omkring i de musikalske fortolkninger. Dem der var til glæde for nogen, blev der trukket på skuldre af andre, og flere gamle fans blev sikkert provokeret af at høre frie fortolkninger af deres ynglingssange. Helt som det skal være. Det var ikke kopibands, vi var kommet for at høre. Og intet var dårligt.

Men selvom Jacob Bellens, Hank Robot og især Hero Horns kunne være stolte af deres præsentationer af sangene, var der ingen højdepunkter, der fik folk op af stolene, og stemningen forblev flad. Forestiller man sig, hvordan en koncert med Elvis selv må have været, eller hvor storslået en hyldest kunne have været, må en hyggeaften som denne kaldes gennemsnitlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA