x
Michael Jackson: J. Randy Taraborrelli: Michael Jackson. Biografien 1958-2009

Michael Jackson
J. Randy Taraborrelli: Michael Jackson. Biografien 1958-2009

Michael Jackson: J. Randy Taraborrelli: Michael Jackson. Biografien 1958-2009

GAFFA

Bog / Klim
Udgivelse D. 22.11.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Da Jacksons barndomsven J. Randy Taraborrelli udsendte sin bog The Magic and the Madness i 1991 om den to år yngre Michael Jackson, var det den hidtidigt bedste om emnet. Nu kommer den med efterskrift. Stadig god, men også med mangler.

Det er unægtelig noget af en moppedreng, som J. Randy Taraborelli har samlet sammen, siden den kom første gang for små tyve år siden og siden er kommet i stadig mere udvidede udgaver. Selvfølgelig nu med afslutningen på Michael Jacksons liv.

Forfatteren kan i den grad sit stof, også selv om man fornemmer, at han i de sidste mange år har stået på sidelinjen. Måske var det faktum, at han havde skrevet en så præcis biografi, det, der gjorde, at den tidligere ven måtte lægge afstand til journalisten. Sandt er det i hvert fald, at de to mødes som knægte, da Taraborelli har oprettet en fanklub for Diana Ross, som ifølge myten "opdagede" Michael Jackson. Forfatteren har også begået biografier om hende, samt om pladeselskabet Motown.

Jeg kan ret godt lide bogen, som er en ret nær beskrivelse om hele fænomenet Michael Jackson, specielt fra tiden frem til 1991. Da jeg på et tidspunkt skrev for GAFFA om Michael Jacksons liv, var The Magic and the Madness den vigtigste kilde ud af mange. Det er simpelthen bogen om Michael Jackson. Men desværre har den også betydelige svagheder efter at Jackson tydeligt har været på vagt og ikke lukket den tidligere ven helt så tæt på. Ligesom det nyskrevne afsluttende kapitel om de sidste år i legendens liv er præget af så stor distance, at det nærmest er irrelevant. Her indtager forfatteren selv hovedrollen, og vi belemres med hans gætterier i mangel af reel viden om Michaels liv i de sidste år. Om hvordan hans liv reelt var, da han endelig i sommeren 2005 blev frikendt i den sidste retssag, forlod Neverland og flyttede til Bahrain i den persiske golf. Her havde det klædt forfatteren at tage dertil og researche, ikke mindst fordi bror Jermaine er konverteret til islam, og der helt sikkert er en historie der. Men det var der selvfølgelig ikke tid til. Koen skulle malkes efter dødsfaldet den 25. juni. Og det er synd, når der nu ellers er tale om en så fremragende biografi.

Så fraset de nyskrevne afsnit, inklusive dem der kom til i løbet af halvfremserne, så er det den ultimative biografi om Michael Jackson. Skrevet af en mand, som har indsigt i de indre cirkler både i Jackson-familien og i Motown-pladeselskabet. Ligesom han godt nok går ind i de kontroversielle sider af Jacksons liv, men aldrig for alvor lader dem fjerne opmærksomheden fra, at det er en musiker og superstjerne, vi har med at gøre. Musikken spiller højere end sladderen, og tak for det.

Fin og relevant biografi i glimrende dansk oversættelse. Et must for enhver fan af Michael Jackson, samt en interessant bog for alle, der vil have indsigt i et liv og en karriere, som selv inden for amerikanske forhold var helt uden for nummer.

 

J. Randy Taraborrelli:

Michael Jackson. Biografien 1958-2009,

Forlaget Klim, oversættelse: Bente Møller Sørensen

680 s. - pris kr. 299,- (indbundet)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA