x
Willard Grant Conspiracy: Papers Covers Stone

Willard Grant Conspiracy
Papers Covers Stone

Willard Grant Conspiracy: Papers Covers Stone

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 22.11.2009
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er ikke første gang, at Bostons mørkemænd Willard Grant Conspiracy genfortolker en række af deres egne sange. På Paper Covers Stone er al fyld skåret væk. Bandet er vendt tilbage til deres udgangspunkt, hvor de begyndte deres musikalske puslen for 15 år siden. Dengang fungerede bandet som et slags kollektiv med op til flere håndfulde deltagende, der spillede i hinandens stuer. Gruppens kollektive følelse var således trykt i coveret med følgende ord: "If someone tells you they played on this, they probably did". På det niende udspil er guitaristen og sangskriveren Steve Wynn inviteret indenfor, og hans rumlende guitarlyd er perfekt til WGCs dystre grundtone. Mørket slutter tæt omkring Skeleton, Scars og den fantastisk smukke Fare Thee Well, hvor især Robert Fishers dybe røst gør alt for at holde stemningen på ret kurs. Paper Covers Stone lukker og slukker med en hypnotiserende udgave af Tom Waits' The Ocean Doesn't Want Me. Nummeret er som skabt til Willard Grant Conspiracys gotiske alt-country, hvor lyset er en sjælden gæst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA