x
Grizzly Bear: Store Vega, København

Grizzly Bear, Store Vega, København

Grizzly Bear: Store Vega, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Grizzly Bear har med ”Veckatimest” begået én af årets bedste udgivelser (hvis ikke den bedste). Albummet besidder i forhold til ”Yellow House” og ”Horn of Plenty” en væsentlig mere organisk dynamik – et karaktertræk, der i årenes løb er blevet tilføjet til de to forgængere på de skrå brædder. Ud over den åbenlyse kvalitet dette har i en live-situation, har det også været med til at udvide bandets fanskare, hvilket det udsolgte Store Vega på denne aften bevidnede.

Den introverte personlighed fra ”Yellow House” er også i den grad blevet lagt på hylden med seneste opus, og det var en sjældent snakkesalig Brooklyn-kvartet, der mødte publikum på denne tirsdag aften. Og der var som sådan også masser at tale om, for Danmark har en særlig plads i bandets hjerte. Da Efterklang i 2005 signede Grizzly Bear til Rumraket, blev det starten på bandets første udlandseventyr, og minderne fra diverse københavnske barer med gutterne fra Efterklang varer ved. På alle måder en hjemlig stemning, der klædte både Grizzly Bear og materialet, og skal man tro bandet, var der på det grundlag lagt op til en særlig koncert med musikalske sjældenheder.

Og bandet hentede flittigt materiale fra hele bagkataloget, både et respektabelt, men også et vovet træk fra et band med en relativt nyudvidet fanbase. Men hvo intet vover intet vinder, og publikum virkede ovenud tilfreds med materialet. Dog blotlagde det kronologisk diffuse sangvalg et lettere paradoksalt træk ved ”Veckatimest”. Hvor de perfektionistiske teksturbaserede sange fra de foregående udgivelser på scenen får et dynamisk spark bagi, har bandet svært ved at holde sig tro mod studieindspilningerne på ”Veckatimest” af rent praktiske årsager. Dynamikken var der, men i sange som ”Ready, Able” og ”Two Weeks” manglede især de karakteristiske synth-spor, hvilket nemt og elegant kunne have været tilføjet med loops eller samples.

Men kvaliteten af det fremførte materiale var dog kun momentvis middelmådig, og højdepunkter såsom ”Fine For Now”, ”While We Wait For The Others” og ”Fix It” var væsentligt mere velspillede. ”Fix It” falder i øvrigt i den tidligere nævnte kategori ”musikalske sjældenheder”, hvilket må sige at være ærgeligt for alle andre. Ærgerligt for os var det, at bandet undlod at spille sange som ”Dory” og ”Little Brother”, men der er her nok tale om ”tørst efter mere” fra undertegnedes side, frem for ”mangelfuldhed” fra bandets.

De befinder sig bedre og bedre på scenen, som årene går, og det var som altid en fornøjelse at se bandet nørde sig til de vidtspændende lydflader, for efterfølgende at slippe energien løs i et sonisk frontalangreb på publikum. Jo, Grizzly Bear var i sandhed på hjemmebane i Vega – og de skal være velkommen tilbage til enhver tid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA