x
Air og We Fell To Earth: VoxHall, Århus

Air og We Fell To Earth, VoxHall, Århus

Air og We Fell To Earth: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er 11 år siden, franske Air fik deres store gennembrud med debutalbummet "Moon Safari", som var banebrydende med sin blanding af elektronika, pop og stemningsfulde, filmiske passager. Siden har Air tabt lidt i kunstnerisk og kommerciel gennemslagskraft, men de har dog stadig et pænt publikum, således at VoxHall kunne melde udsolgt en torsdag i aften. Hvilket vil sige, at cirka 750 personer havde købt billet til det nyudvidede spillested.

Air har for nylig udgivet deres femte studiealbum, "Love 2" (det sjette, hvis man medregner soundtracket til "The Virgin Suicides"), og aftenens tre første numre var de tre første sange fra dette album. Det blev en forsigtig start, hvor publikum forholdt sig lidt afventende til de nye og forholdsvis afdæmpede numre. Air har tidligere optrådt med et lidt større liveband, men var denne aften blot de to faste medlemmer Jean-Benoît Dunckel og Nicolas Godin samt en absolut habil trommeslager ved navn Alex - lydmanden huskede ikke efternavnet.

Pæne skjorter, pæn musik

Dunckel og Godin var iført pæne, nystrøgne skjorter og var armeret med henholdsvis fem og tre keyboards, primært analoge synths af mærker som Korg, Wurlitzer og ikke mindst et par Moogs, som allerede fra første sang kom til at spille en fremtrædende rolle. Nicolas Godin lagde dog ud med at spille god gammeldags el-bas og skiftede siden, i sangen "So Light Is Her Footfall", til akustisk guitar, hvilket gav musikken et behageligt menneskeligt præg.

"So Light Is Her Footfall" blev desværre skæmmet af lidt for bastant synth-bas og ditto trommer, ligesom Dunckel og Godins vokaler virkede endnu svagere end normalt i de første tre sange. Fjerde sang var en gammel kending, den instrumentale og luftige "J'Ai Dormi Sous L'Eau" fra debut-ep'en "Premiers Symptômes", som satte en smule mere gang i publikum, og nu var lyden også fin. Herpå fik stemningen endnu en tak op med aftenens første sang fra "Moon Safari", "Remember", hvor Nicolas Godin flittigt benyttede sig af en vocoder til sin vokal.

Vokalerne er helt klart Airs svagteste led. Begge de to Air-medlemmer synger, skiftevis alene og i unisont kor, men ingen af dem har særligt markante stemmer, og måske derfor bliver de ofte kørt gennem effekter som eksempelvis en vocoder, men dog heldigvis ikke musikhistoriens måske mest umusikalske opfindelse, autotuneren. På gruppens to første album anvendte de flere markante gæstevokalister, ikke mindst Beth Hirsch og Beck, men det er de siden gået væk fra - om end Jarvis Cocker lige kiggede forbi på Airs forrige album, "Pocket Symphony". Og manglen på en markant sanger er lidt en skam hos Air, nu de tydeligvis er så perfektionistiske med resten af musikken. En del af deres kompositioner er da også instrumentale.

Så klapper I i takt - langt om længe

Nicolas Godin fandt igen sin akustiske og fint fingerspillede guitar frem til den smukke ballade "Cherry Blossom Girl", men ellers havde synthesizerne som nævnt hovedrollen denne aften, ikke mindst på den nye sang "Be A Bee", hvor Jean-Benoît Dunckel kastede sig ud i flere intense soloer. Det var dog - ikke overraskende - de gamle sange tilbage fra "Moon Safari"-tiden, der udløste de højeste bifald fra det ellers meget tilbageholdte publikum, som først i sang nummer 15, det gamle hit "Kelly Watch The Stars", fandt på noget så kropsligt som at klappe i takt. På dette tidspunkt var der gået en time - og så var den ordinære spilletid forbi, og de forholdsvis fåmælte franskmænd bukkede høfligt og forlod scenen til lige så høflige, om end ikke ligefrem eksalterede klapsalver. Skjorterne var næsten lige så glatte som ved koncertens begyndelse, og sveddråberne var få og små. Både hos musikere og publikummer.

Vi fik dog også tre ekstranumre, først den instrumentale og drømmende "Alone In Kyoto", kendt fra såvel "Talkie Walkie"-albummet fra 2004 som Sofia Coppolas film "Lost In Translation" fra året før. Og herpå - og ikke overraskende - gennembrudshittet "Sexy Boy", som igen satte en smule fut i publikum. Jeg savnede dog lidt mere bas i den dansable sang, men heldigvis satte Air et fint punktum med den groovy "La Femme D'Argent", hvor der igen var dømt tangentrytteri, som ville kunne gøre selv Ole Erling tilfreds. Også dette nummer stammer fra "Moon Safari" - et album, som Air har haft svært ved helt at matche med deres senere udgivelser, men der er også noget at leve op til.

Aftenens koncert viste, at Air stadig har deres berettigelse, og at deres musik endnu er relevant, men der er lidt længere mellem gåsehudsøjeblikkene end i de unge år. Hverken band eller publikum var helt oppe at ringe, men der var tale om en solid præstation og - med enkelte undtagelser - en udmærket lyd. Det var vist det, man på den gamle karakterskala kaldte en udmærket, men noget rutinepræget præstation. Og det er da bedre end så meget andet.

Opvarmning: We Fell To Earth ****

Inden Air fik vi en halv times opvarmning med det unge London-band We Fell To Earth. Gruppen er en duo bestående af sangeren, guitaristen og keyboardspilleren Richard File og sangerinden og bassisten Wendy Rae Fowler, live udvidet med trommeslageren Mike Kelly. Musikken kan beskrives som en slags eftertænksom, småstøjende og let groovy rock med elektroniske elementer og et interessant samspil mellem de to vokalister, der både synger luftige, unisone dobbeltvokaler i stil med The Raveonettes, laver call-response-agtige passager og er alene ved mikrofonen i hver et par numre. Musikken kunne minde en smule om et andet ungt, engelsk navn, The xx, eller for den sags skyld Blonde Redhead eller The Raveonettes, og den er absolut interessant. We Fell To Earth vil jeg gerne se igen til en hel koncert.

Air og We Fell To Earth spiller i Store Vega i København 27. november. Der er endnu billetter i salg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA