Mew og Oh No Ono: Scandinavian Congress Center, Århus

Mew og Oh No Ono, Scandinavian Congress Center, Århus

Mew og Oh No Ono: Scandinavian Congress Center, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er to af Danmarks mest ambitiøse og roste bands det sidste årti, der denne fredag aften spillede i Århus og i morgen gæster København. Mew er hovednavnet, og Oh No Ono opvarmningen, der kunstnerisk og kommercielt befinder sig lige en tak under Mews niveau, men ånder dem kraftigt i nakken. Koncerten i KB Hallen har længe været udsolgt, men Scandinavian Congress Center var kun cirka 2/3 fyldt, da lukket blev slukket klokken 20.15, selvom det var Mews første koncert vest for Storebælt i flere år. Ærgerligt for alle parter.

Oh No Ono ****

Med deres med rette meget roste andet album "Eggs" i tankerne kunne man tillade sig at have høje forventninger til Oh No Ono, der indtog scenen iført farverige anorakker og vanlig høj krølleføring og lagde ud med "Eggs"-nummeret "Icicles." Lidt atypisk for Oh No Ono var det guitaristen Aske Zidore, der fremførte leadvokalen i denne sang, i fuldt register, mens de øvrige medlemmer minus trommeslager Kristoffer Rom leverede fine flerstemmige kor. Desværre var der en lidt skinger, metallisk lyd på vokalerne, hvilket fortsatte koncerten igennem, hvor det ellers primært var Malthe Fischer og hans karakteristiske falset, der var i vokalt centrum.

Personligt foretrækker jeg Malthe Fischers meget lyse og spinkle stemme i mindre doser, men bortset fra det og den omtalte lovlig diskante vokallyd var Oh No Onos tre kvarter på scenen absolut gedigen musiceren. Sangene stammede primært fra det meget gennemarbejdede "Eggs"-album, og selvom de fem Oh No Ono-medlemmer af gode grunde ikke kunne eftergøre alle de komplekse stryger-, blæser-, strenge- og tangentarrangementer live i Scandinavian Congress Center, så slap de nu ganske godt fra det.

Klogeligt havde de valgt at fokusere på de mere udadvendte og energiske sange fra "Eggs" og ladt de mest komplekse kompositioner ligge - nu var folk jo primært kommet for at høre Mew - tilsat "Am I Right?" fra debuten "Yes". Vi fik dog også lige en udfordrende, men vellykket fortolkning af Radioheads smukke "Weird Fishes/Arpeggi" med et komplekst trommespor, der ledte tankerne hen på Mews "Introducing Palace Players". Og så var bolden jo givet op til hovednavnet.

Mew *****

Har Oh No Ono lavet et af årets mest anmelderlovpriste danske album, så gælder dette i endnu højere grad Mew, der har fået flere seks- og stribevis af femstjernede anmeldelser for deres femte album med den både poetiske og prætentiøse titel "No More Stories/Are Told Today/I'm Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I'm Sorry/Let's Wash Away". Et album, der tilmed har solgt ganske pænt. Også her kunne man altså tillade sig at vente noget stort, og det var da også et begejstret publikum, som tog imod Jonas Bjerre, Bo Madsen og Silas Utke Graae Jørgensen og deres to faste livemusikere Bastian Juel (bas, kor) og Nick Watts (keyboard, kor), der vanen tro tog opstilling bagerst på scenen, mens Mews tre officielle medlemmer var helt fremme på scenekanten.

Trods den nylige udgivelse af et nyt album lagde Mew dog - efter en kort, ny intro med titlen "Hymn" - ud med velkendt stof, nemlig "Circuitry Of The Wolf" og "Chinaberry Tree", de to åbningsnumre fra det forrige album, "And The Glass Handed Kites". Lyden var noget højere og noget bedre end under Oh No Ono, og vanen tro spillede de fem Mew-musikere særdeles kompetent, med Jonas Bjerres smukke, lyse vokal som pejlemærke i højden og Silas Utke Graae Jørgensens massive og bundsolide trommer som anker i bunden - og Bo Madsens skarpe guitarriff i solar plexus. Stemningen steg yderligere med de næste fire sange, som var en veritabel hitparade i form af "Special" og "The Zookeeper's Boy" fra "Kites"-albummet og "Am I Wry? No" og "156", der begge både findes på "Half The World Is Watching Me" og "Frengers" fra henholdsvis 2000 og 2003. Som altid med flotte videoanimationer på det enorme bagtæppe, og traditionen tro med flydende overgange mellem sangene.

Mens undertegnede stod og undrede mig over, hvornår Mew mon ville begynde at spille nogle sange fra deres nye album, gav de os den meget smukke ballade "White Lips Kissed" fra "Kites"-albummet. Jonas Bjerres vokal stod krystalklart i lydbilledet, og med al respekt for Oh No Onos Malthe Fischer, så klarer Bjerre sig altså bedre i de højere stemmemæssige luftlag. Men det er også de færreste sangere herhjemme, der kan være med på dét niveau.

Omsider en ny sang, men hvilken én!

En velkendt, abrupt trommeintro markerede, at det omsider, efter syv sange, var tid til et nummer fra "No More Stories...", nemlig hitsinglen "Introducing Palace Players". Da sangen udkom i sommer, halvanden måned før albummet, havde jeg lidt svært ved at hitte rundt i den noget atypiske sang med de skæve rytmiske betoninger, men nu er den en af mine yndlings-Mew-sange, hvilket beviser, at gruppen - igen - har været forud for den gumpetunge anmelder.

"Introducing Palace Players" blev afløst af den tempofyldte "Repeaterbeater", igen fra det nye album og igen et hit hos publikum, inden alle musikerne minus Jonas Bjerre forlod scenen, og et klaver blev kørt ind. Alene fremførte Bjerre "Nervous" - som angiveligt er den sang, der bliver spillet baglæns samtidig med "New Terrain" på det nye album (!) - og Mew-klassikeren "She Came Home For Christmas", så ikke et øje var tørt. I slutningen af sidstnævnte sang var Silas Utke dog tilbage på tønderne, og selvsamme Silas havde fornøjelsen af at lægge navn til næste nummer, "Silas And The Magic Car", igen en sang fra "No More Stories". 

Yderligere to "No More Stories..."-sange fulgte, "Hawaii" og den meget fængende "Sometimes Life Isn't Easy". Sidstnævnte sang rummer et smukt børnekor, som her optrådte præindspillet og på storskærm, men det var nok til at sende klapsalver gennem Scandinavian Congress Center. Aner vi en kommende Mew-klassiker her?

En ægte Mew-klassiker fik vi herefter, nemlig "Frengers"-hittet "Snow Brigade" til flotte animationer af gletschere på bagtæppet og massiv begejstring i salen. Og så sagde Mew tak for i aften og efterlod dermed publikum på kogepunktet.

Naturligvis fik vi dog en stribe ekstranumre, nemlig først "No More Stories"-sangen "Hawaii" og "Kites"-hittet "Apocalypso" efterfulgt af samme albums let kryptiske ballade "The Savoirs Of Jazz Ballet" med Jonas Bjerres vokal helt oppe i det røde felt. Herpå fulgte et kort, nyt nummer med titlen "Bear" med en talende bjørn på storskærmen.

Den ultimative slutning ventede dog i kulissen, og da en smuk stjernehimmel viste sig på bagtæppet, vidste langt de fleste af de fremmødte formodentlig godt, hvad vi nu skulle høre, nemlig den ultimative Mew-afslutningsballade, den lange, repetitive og crescendo-opbyggende "Comforting Sounds". Som stjerneskuddene gled hen over bagtæppet, måtte undertegnede knibe en enkelt tåre, mens jeg overvejede, om koncerten skulle have fem eller seks stjerner. Den kyniske, rationelle anmelderdjævel vandt dog, for hvis Mew skulle have leveret den ultimative koncertoplevelse, burde de have fordelt de nye og gamle numre lidt bedre mellem hinanden frem for først at fyre alle de gamle hits af minus et par stykker. Et par sange mere fra det nye album end de i alt syv, vi fik, ville heller ikke have skadet, selvom jeg omvendt heller ikke ville have underværet nogle af de gamle. Noget af et luksusproblem hos et af Danmarks mest ambitiøse, kreative og ganske enkelt bedste orkestre de sidste mange år.

Mew og Oh No Ono spiller i KB Hallen i København 28. november. Koncerten er udsolgt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA