x
Nikolaj & Piloterne: Paletten, Viborg

Nikolaj & Piloterne, Paletten, Viborg

Nikolaj & Piloterne: Paletten, Viborg

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

"Elsker I os?" spørger Nikolaj Christensen med et stort smil og et frækt glimt i øjet, mens han kikker ud over det temmelig sparsomt befolkede spillested Paletten i Viborg i aftes. Hatten af for den indgangsreplik og attitude. Så var stemningen ligesom sat. Uanset hvor mange vi kunne have været, så var Nikolaj og bandet indstillet på at gøre "dagen her til en udflugt, babe, la mig gøre dagen her til en fest", som han sang med overbevisning i "Du Er Min" senere på aftenen. Stenbroens musikalske arbejdsmand havde godt luret, at dette var lidt op ad bakke, men bandet endte med en flot arbejdssejr og lagde i løbet af aftenen støt og roligt publikum for sine fødder, så den sidste halvdel af koncerten blev en lang livsglad hyldestfest til musikken og "ridderen af kærligheden".

"Så længe vi kan, er det vores pligt at leve alle mand" sang Nikolaj til publikum i aftenens første sang, roadmovie-fortællingen "Kom Nu", der indleder Piloternes seneste fine album "Mand!". Herefter fik vi en lige så oplagt udgave af "Du Står Stadig Der", Steve Earles "You're Still Standing There", som Nikolaj har oversat med den fine erkendelse: "Jeg har brugt mit liv på at jage ting, jeg ik' ka' se, lige så snart at jeg når frem, glider de forbi".

Nikolajs øre for den gode melodi fornægter sig ikke i sangen "Breve til dig", en smuk kærlighedssang, som sad lige midt i solar plexus, hvilket også er titlen på pladen, hvorfra sangen stammer. "Jeg er kommet til kort, ved ikke, hvad jeg ellers sku' ha' gjort". Inden bandet gik til pause fik vi "Kyssesangen", som kunne være skrevet af Kim Larsen og alt i alt fungerer ganske godt med sin fjollede småflabede tekst.

Efter et par halvdårlige sange i andet sæt var resten af koncerten oppe i gear, og julefrokostpublikummet overgav sig nu for alvor til festen. Vi fik den dejlige pop-sang "Hjem Kære Hjem" fra tv-serien af samme navn, og ikke mindst i de gamle sange "Råber På Rønn" og "Jimmy" fik vi det ganske velspillende bands fulde potentiale at høre. I "Råber På Rønn" mærkede vi smerten i tabet af en ven. Vi fik ligeledes en tændt udgave af den elegante "Jeg Har Det Fint", som viser noget af Nikolajs spændvidde som sangskriver. Sangen havde da også ifølge sangskriveren krævet tre dage i et lånt hus i Hornbæk med 100 smøger og et glas mælk for at finde sin form. Muligvis var han som "Jimmy" "strandet på en bakke, med en hel karton smøger og en halv pose penge".

Som ekstranummer fik vi blandt andet meget overraskende Bruce Springsteens "Dancing In The Dark", hvor Nikolaj først var alene på scenen og siden blev backet op af bandet, og det var som altid ganske tydeligt, at det ikke var ny viden for Nikolaj, at "you can't start a fire without a spark". Til slut fik vi Nikolaj & Piloternes måske største hit "Kommer Nok Hjem" at gå hjem på. En klassiker som virkede dugfrisk og sprød, som første gang vi hørte sangen for nu snart 20 år siden.

 

Nikolaj & Piloterne spiller endvidere:

4/12 Posten, Odense

5/12 Fermaten, Herning

11/12 Stars, Vordingborg

12/12 Kulturhuset, Grenå

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA