Steffen Brandt og Trine Dyrholm: Baby Blue, Betty Nansen Teatret, København

Steffen Brandt og Trine Dyrholm, Baby Blue, Betty Nansen Teatret, København

Steffen Brandt og Trine Dyrholm: Baby Blue, Betty Nansen Teatret, København

Anmeldt af Lars Siersbæk Nilsson | GAFFA

Steffen Brandt har oversat Bob Dylan. Men må man overhovedet det? Kan man det uden at få Dylan-politiet på nakken? Uden at have Asger Schnack og Christian Braad Thomsen stående på lur i sin baggård? Det tror jeg egentlig godt. De seneste års fordanskninger af Nick Cave og Leonard Cohen har vist, at selv de mest ikonografiske sangskrivere i de rette hænder kan oversættes både værdigt og begavet. Spørgsmålet er vel i højere grad, om vi virkelig har brug for endnu en teaterkoncert? Føromtalte Nick Cave har været på plakaten gennem flere sæsoner, vi har set Beach Boys opsat på Århus Teater, og senest har Gasværket fortolket Beatles i forestillingen Come Together. Man kunne tro, at kvalmegrænsen var faretruende nær.

Den slags spekulationer lader Steffen Brandt sig nu ikke mærke med, da tæppet går op for første akt. Han har en projektør i ryggen og slentrer med guitaren over skulderen frem mod sit publikum, men han hilser ikke – han slår bare sit instrument an. Normalt er han så lun, som man kan være uden at blive decideret varm, men han har fundet en helt ny attitude frem i aften. Og det er præcis sådan, med den lyssætning og dét cool, en vrangvillig rockprofet som Bob Dylan bør hyldes.

Også tekstmæssigt præsenteres vi med Baby Blue for en anden Steffen Brandt. Godt nok tager han sig af og til nogle gevaldige idiosynkratiske friheder i oversættelserne, men de skælmske smil og de ironiske jabs er væk. Og gennemgående fungerer det rigtig godt – både når han holder sig tæt på forlægget, som det er tilfældet med "Det Meste Af Tiden" ("Most Of The Time"), og når omskrivningen som i "Jeg Vil Ha' Dig" ("I Want You") er nærmest total. Faktisk bliver det først problematisk, når Steffen Brandt insisterer på en ordret oversættelse af Dylan's mere udknaldede og associationsprægede tekster. For eksempel kan man helt ind i leveren mærke, at det er forkert, når han med århusiansk diktion åbner den østjyske udgave af "Leopard-Skin Pill-Box Hat" med linjerne "Jeg ser du har fået / en splinterny leopardskindshat".

Men Baby Blue er jo mere end bare en mand med en guitar. Det er en teaterkoncert, og som sådan skal der noget mere til. Det må være omtrent sådan, man har tænkt, da man besluttede sig for at lade Steffen Brandt levere små talte intermezzi mellem sangene. Små intermezzi, der med udgangspunkt i forskellige Captain Beefheart tekster bliver til anstrengte, metarefleksive morsomheder á la: "Captain Beefheart siger et sted: "Der er ingen julemand på aftenens scene". Lad mig tilføje: Der er ingen kære mor før efter tæppefald". Det er den slags kvasi-intellektuel skæmten, der får publikum til at grine mere demonstrativt end hjerteligt.

På showets plakat ser man foruden Steffen Brandt også Trine Dyrholm parafrasere coveret til The Freewheelin' Bob Dylan. Hun introduceres fint som "Pigen Fra Det Højeste Nord" ("Girl From the North Country") og supplerer stykket igennem udmærket Steffen Brandt. Primært agerer hun lys og skrøbelig medstemme, men enkelte sange fremfører hun solo. Således også "Tidligt Om Morgenen Blues" ("Pledging My Time"), der samtidig er stykkets dramaturgiske højdepunkt. Her smyger Trine Dyrholm sig om et tov hængende frit fra teatrets loft, og man må tvivle på hvorvidt, det er en galge eller et klatretov.

Desværre er showet i øvrigt aldeles fri for den slags subtilitet. Bag Brandt og band defilerer fire såkaldte performere uafladeligt rundt. Det ene øjeblik flytter de store rektangulære flader rundt i komplekse mønstre, så det føles lidt som at bo i musikvideoen til en Nephew-single, og det næste øjeblik stamper de iført løvemasker en noget arbitrær rytme til "Historien Om En Tynd Mand" ("Ballad Of A Thin Man"). Som en slags prætentiøse juhu-piger bidrager de med ret præcist ingenting, hvilket man desværre også må sige om de fleste af showets øvrige scenografiske og dramaturgiske kneb. Der er silhuetter en masse, der er sort/hvide close-ups af Steffen Brandt på bagtæppet, tomme stole flyttes rundt, og der drysser blanke A4-ark ned fra loftet. At kalde det teatertorden ville være for venligt. Der lyder snarere en sagte knitren, når posen med corny effekter på den måde vendes på hovedet, uden at der gøres noget forsøg på at integrere disse i en meningsgivende helhed.

Baby Blue er altså en kompleks størrelse. Steffen Brandt har dygtigt og respektfuldt oversat Bob Dylan, og han bakkes glimrende op af Trine Dyrholm og et virkelig velspillende band, der live ryster sig fri af albummets noget uldne Nikolaj Nørlund'ske produktion. Det er koncertdelen. Teateret ligger det noget tungere med. Det er ikke mange klichéer, der ikke bliver skudt ud over rampen. Man kan måske forestille sig, at det på pressebilleder gør sig godt med en on-stage snestorm til "Leopardskindshat", men det er ikke en effekt, der føjer noget interessant til hverken Dylan eller Brandts univers. Med andre ord; svaret er ja, kvalmegrænsen er nær. Måske kan den endnu anes i bakspejlet.

 

"Baby Blue" spiller til og med 23. januar. Mere info på bettynansen.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA