x
Diverse kunstnere: Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Diverse kunstnere, Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Diverse kunstnere: Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Første festivalaften
Endnu en udgave af Danish Synth Festival satte i gang fredag d. 27. november. Igen på Nørrebros "Lygten", hvis døre åbnedes klokken 20, så da jeg ankom kvart i otte, var der allerede mennesker på den gamle stations stengulv.

Det var iskoldt, stengulvet, og baseret på sidste års indtryk forventede jeg et spektrum fra melankolsk sortklædt synth-pop over aggressiv melodisk industrial og EBM til fascistoid storladen percussion-metal. Scenen var simpelthen sat til musikalsk induceret at have ondt af sig selv, danse det ud af kroppen, og få udstillet sine mest usympatiske impulser. Aftenen begyndte i den "blødere" ende med...

Polyfon, som ret uformelt præsenterede sig med fornavnene Emil, Joe, Rasmus og René, og de lagde fint ud for et publikum, som lige skulle vænne sig til, at koncerten var i gang, at det ikke var farligt at stå nærmere end tre meter fra scenen, og at man gerne må danse til musik. Til trods for disse forhold spillede de fire herrer et godt sæt med melodiske numre, hvor de gode synth-leads lå noget tilbagetrukne i lydbilledet, med et meget energisk bas- og vokaldomineret udtryk som resultat. Det er formodentlig et meget bevidst valg, for den elektroniske kreativitet og spændvidde var imponerende og kunne sagtens tåle en mere fremtrædende rolle. Men det, de gjorde, fungerede, og især den iørefaldende "More Than I Asked For" blev hængende i hukommelsen som et rigtigt fint popnummer.

Corrosive Minds spillede med en god rytmisk bund - ikke umelodisk, men vægten lå ikke på ørehængerkvalitet, selv om vokalen er central i lytteoplevelsen, stærkt flankeret af guitar (med masser af effekter) og diverse elektroniske instrumenter. Da udstyret blev stillet frem, lagde jeg mærke til en Ax-7, keyboardverdenens svar på en guitar, og jeg var spændt på, hvad der skulle ske med den. Den blev dog på sit stativ det meste af tiden, men musikken var ikke desto mindre præget af glæden ved at spille live. Noget så gammeldags som en guitarsolo blev det også til, uden at det kom til at virke påklistret. De tre herrer, Svendsen, Roskær og Muusmann var i løbende kontakt med et publikum, som for alvor begyndte at vågne op.

Fake The Envy
, festivalgengangere, var på alle måder et glædeligt gensyn. Selv om stilen er selvsmagende pop med masser af længsel og retoriske spørgsmål i teksterne, var de optrædende muntre og nærværende – det var nærmest som at være til en god familiefest! Bandet oplevede sidste år alvorlige problemer med lyden, men kom virkelig til deres ret denne gang. Ind imellem var vokalen svær at høre, men det meste af tiden fik de herligt naive tekster med de smertefulde teenageagtige formuleringer og følsom stemmeføring musikken til at trænge uimodståeligt ind til et dansende publikum. I et enkelt nummer fik Kristian Kroll stemmeopbakning af det højtråbende "nye" medlem, Jonas Gudjonson (som tidligere har været mere eller mindre fast gæstemedvirkende som musikalsk altmuligmand). Alt dette over Kent Ricard Petersens varierede og interessante elektroniske vellyd, med masser af sprød bas og atmosfærisk wave, som det er kendetegnende for genren - melankolsk electropop når den er bedst.    

Parzival
optræder i uniformer og bygger en nærmest rituel stemning op, hvor frontfiguren først kommer på scenen efter et langt paukedomineret intronummer. En dybt grødende messende vokal og et storladent pseudo-symfonisk lydbillede kompletterer oplevelsen; en dybt foruroligende blanding af olympisk åbningsceremoni, nazistisk militærparade og katolsk midnatsmesse. Genren er den samme som slovenske Laibach, dog fokuseret i et smallere musikalsk spektrum. Det er hårdt, storladent og til tider meget dansevenligt, domineret af elektronisk slagtøj. Der messes meget på tysk og latin. De tre tilstedeværende medlemmer kom virkelig ud over scenekanten og ingen gik upåvirkede derfra. En god oplevelse!

Anden festivalaften

Varmere påklædt og med appetit på mere musik mødte undertegnede op en halv time tidligere end fredag, kun for at erfare, at koncerterne var udsat med en halv time. Dårlig stil, for på den måde starter man med en skuffelse. Som anmelder bliver man selvfølgelig, men er man kommet for at snuse, vælger man måske en anden fest, når man kan se gennem vinduet, at der ingenting sker.

Autotraxx, som åbnede ballet, var heldigvis meget begyndervenlige, og deres optræden fængede med det samme. Den kvindelige frontvokalist lagde ud med at spørge sine tre medmusikere, om de bare skulle gå i gang, og det må man sige, at de gjorde. Lydbilledet var komplekst, men let tilgængeligt, forsangerens vokal var imponerende smuk - uden at forfalde til endeløs kvalmende soulfrasering - og det var meget tydeligt, at her blev spillet rigtigt meget live. Det gjaldt også de akustiske trommer og de hæsblæsende og nærmest hysteriske computerspilsagtige synthesizersoloer, som befandt sig et sted mellem Rob Hubbard og Johann Sebastian Bach. Alligevel havde musikken en jingle-agtig kvalitet; på bedst tænkelig måde falder man straks ind i temaerne, som om man har lyttet til dem hele sit liv. Højeste mulige karakter til Autotraxx. Som synth. Som pop. Som liveband.

Altarian Project, to mand høj, er EBM, Industrial og percussion metal i skøn blanding med entusiastisk growl for fuld udblæsning. De færreste vil nok påstå, at de forstod, hvad der blev sunget - for hvert nummer introduceredes som en sang, tro det eller lad være - men det gør ingenting! Flere af sangene var bygget op med en kort intro, stemningsangivende samples, hård bas og digitrommer - og så kom der masser af growl. Mellem numrene blev der talt med helt almindelig stemmeføring, hvilket bidrog til den almindelige munterhed, f.eks. under følgende introduktion: "Nu kommer der et stille nummer..." - hvorefter introen med pianolyd gled over i en forrygende larm, måske nok et niveau eller to under resten, men stadig nok til at skræmme et hvilket som helst større rovdyr væk.
Samlet set en god optræden, som ikke var så varieret, men som til gengæld skabte variation på festivalen.

Machine Soldier er Jonas Gudjonsons projekt. Det ovenfor nævnte nye højtråbende medlem af Fake The Envy smilede venligt til publikum, og begyndte så at råbe af dem. Under hele koncerten for han rundt på scenen og opildnede med aggressive råb og ditto kropssprog publikum til at kaste sig rundt til den rendyrkede industrielle EBM, hvor et gennemgående tema for teksterne syntes at være protest og utilfredshed. Og det virkede. Det er altid en fornøjelse at se de tunge drenge flyve omkring som forårskåde kalve i april, og der var god stemning selv om ikke alle havde fysik til at deltage i løjerne. Masser af trommer og repetitive oscillerende sequencere udgjorde den solide elektroniske rygrad i musikken. En publikumssucces!

Ras Bolding lagde ud med sin Shu-bi-dua-cover om Danmark. Desværre var det svært at høre ordene i dette og flere andre numre - ærgerligt, da de fyldige introduktioner vidnede om omtanke og intention i teksterne. Musikken var medrivende, melodisk, ofte i højt tempo og overvejende særdeles kompleks - Ras Bolding stillede op med en imponerende ansamling af synths, og derudover hørtes Christoffer Bagge på guitar og synth samt den enigmatiske Kvartermesteren på kontrabas. En simplere undtagelse var premieren på "Celebrity", fremført som en ballade for vokal og live synth.

På dette tidspunkt var hele arrangementet begyndt at lide under den forsinkede start. Mange havde simpelthen forladt stedet, og derfor var stemningen heller ikke så intens. Ras Bolding gjorde imidlertid en heroisk indsats for at engagere sit publikum og få dem til at bevæge sig, og hans entusiasme var smittende - trods det sene tidspunkt.

Festivalen samlet set var på mange måder en opgradering i forhold til sidste år. Den kunne sagtens bære, at den nu strækker sig over to aftener. Teknikken havde endvidere fået et løft, og der var bedre lyd. Musikerne klagede dog over monitorproblemer, som formodentlig har givet problemer med stemmestyring, hvilket jo også skinner igennem i beskrivelsen af flere optrædener.

Igen i år var et kodeord tilgængelighed - der var plads til alle, der var god stemning, og var man gået ind for at høre lidt forskelligt, blev man næppe skuffet. Og det var ikke bare en indspist klike, der var mødt op. En blandt publikum forklarede mig venligt i en pause, at stemmen, som netop da hørtes i højttalerne, virkede lidt uigennemtænkt og amatøragtig. Det var et meget kendt og meget kompliceret nummer med Einstürzende Neubauten...

Der var som nævnt hundekoldt på Lygten, og skal festivalen fortsætte der, var det måske en idé at advare mod for sparsom påklædning, så folk ikke skal tage forkølelse og influenza med hjem i stedet for musikoplevelser. En anden ide kunne være ikke periodisk at holde dørene åbne - luften var ikke specielt dårlig for et lille koncertsted. I skrivende stund kan herfra meldes om skrantende helbred. Jeg kommer igen, med sweater på, men "JW-50" får mig lige nu snarere til at tænke på mine overlevelseschancer end på et elektronisk instrument.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA