x
Paul McCartney: Color Line Arena, Hamburg

Paul McCartney, Color Line Arena, Hamburg

Paul McCartney: Color Line Arena, Hamburg

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Galleriet stammer fra McCartneys koncert i New York i juli, men påklædning og sceneshow er identisk med Hamburg-koncerten

I sommer gik der rygter i pressen om, at Paul McCartneys næste turné ville blive hans sidste, og at han herefter ville hellige sig en velfortjent pensionisttilværelse. McCartney var dog hurtigt ude at dementere historiern, og fans kunne ånde lettet op. Han sagde, at han ville spille så længe, der var nogen, der ville høre ham.

Onsdag aften havde Macca så premiere på Europaturnéen "Good Evening, Europe", der indtil videre kun rummer otte byer, og ingen i Danmark. Premieren fandt meget passende sted i Hamburg, byen, hvor den unge Paul sammen med resten af The Beatles fik hår på brystet ved at spille aften efter aften i rødlyskvarteret Reeperbahn helt tilbage i 1960-1962. Ringen var med andre ord sluttet, og plakater byen rundt forkyndte stolt "Welcome home, Paul." Boulevardavisen Bild dryppede dog lidt malurt i bægeret ved at lave en forsidehistorie om, at McCartney angiveligt ikke havde tid til at mødes med byens borgmester under sin visit – "ikke bare et enkelt minut".

Humøret blev også sat på en prøve, da koncerten var noget forsinket, og publikum måtte vente uden for dørene til salen i den store ishockeyarena Color Line Arena med plads til cirka 16.000 personer, denne aften alle siddende. Omsider gik dørene dog op, og folk væltede ind, men der gik stadig en rum tid, inden hovedpersonen indfandt sig. Endelig klokken 21.15, 75 minutter efter den annoncerede koncertstart, gik Paul McCartney så ind på scenen efterfulgt af sine i alt fem musikere på to gange guitar, keyboard og trommer – ikke noget med blæsere og strygere eller korsangere. Macca selv var bevæbnet med sin velkendte Höfner-venstrehåndsbas.

Det er svært ikke at have høje forventninger til en Paul McCartney-koncert. Manden har trods alt et af pop- og rockhistoriens bedste bagkataloger oppe i ærmet – det har været lidt ujævnt efter Beatles, med og uden Wings, men generelt fint - og han starter med andre ord i pole position. Men kan han klare det, her tre år efter, at han passerede de berømte sixty-four, han sang om for 42 år siden?

Holder sig godt

Den jakkesætklædte kvintet lagde ud med "Magical Mystery Tour" med farvestrålende psykedeliske animationer på den enorme bagsceneskærm. Straks steg stemningen markant, og man følte sig omgående hensat til 1967. Lyden var noget diskant og rodet i begyndelsen, i hvert fald dér, hvor GAFFAs udsendte befandt sig, i øvrigt bogstaveligt talt på udskiftningsbænken, men det stod dog hurtigt klart, at Paul McCartney holder sig ganske godt. Stemmen er blevet en anelse slidt, men den er dog stadig velfungerende og yderst behagelig, og bassen bliver fortsat håndteret med stor elegance. Og så må man sige, at Macca også klarer sig ganske fint rent fysisk – men han har selvfølgelig også råd til hårfarve og personlig træner. De fire noget yngre musikere bag kapelmesteren var ligeledes yderst habile, og alle – især de to guitarister – var også i stand til at levere flotte vokalharmonier.

"Drive My Car" fulgte, nu med videoprojektioner af racerløb, og herefter kom så "Jet", aftenens første post-Beatles-sang. Den blev fulgt op af den næsten nye "Only Mama Knows", og nu var der ved at komme styr på lyden. Mellem sangene tiltalte Sir Paul salen på en blanding af engelsk og rimeligt tysk, hvilket selvsagt faldt i god jord hos det aldersmæssigt meget blandede publikum.

Efter en håndfuld sange smed Sir Paul jakken og afslørede en selebeklædt overkrop. Kort efter skiftede han til el-guitar, og bandet satte i med en rocket udgave af "Got To Get You Into My Life". Herefter fulgte "Let Me Roll It", udvidet med citater fra Hendrix' "Foxy Lady". I den forbindelse fortalte McCartney en sjov anekdote om Jimi Hendrix, som han havde været inde at se i London to dage efter udgivelsen af "Sgt. Pepper"-albummet i juni 1967. Hendrix lagde ud med at spille netop "Sgt. Pepper", hvilket gjorde den unge Paul forståeligt stolt. Senere samme aften røg Hendrix' guitar ud af stemning, fordi han havde spillet så vildt på den, og han måtte råbe efter Eric Clapton, der også befandt sig i salen, for at få denne til at stemme sin guitar.

En meget spøjs historie, men den var fuldstændig identisk med den, som Sir Paul fortalte ved sommerens koncert i New York – en koncert, som udkommer på dvd 7. december. Med andre ord er spontanitet ikke det, der præger Maccas koncerter mest, og sætlisten skulle i øvrigt vise sig at være temmelig overensstemmende med førnævnte New York-koncert, med tre undtagelser. På samme måde var McCartneys måde med at holde sin bas og guitar op i luften og fremvise den til publikum, hver gang han skiftede til et nyt instrument, også ren gentagelse.

Syntetisk orkesterlyd og spritny sang

Ganske som i New York fik vi herefter den næsten nye sang "Highway" fra McCartneys ganske spændende sideprojekt The Fireman, som Macca dyrker med den gamle Killing Joke-bassist Youth. Endnu et instrumentskifte fulgte, nemlig til det flotte Yahama-flygel, hvor Paul satte i med den smukke, smukke Beatles-ballade "The Long And Winding Road". De store orkesterarrangementer i sangen blev dog fremført på keyboard, hvilket lød en smule fesent og sikkert ville få Phil Spector til at banke hovedet ind i væggen i sin fængselscelle. Sangen kan dog stadig få de små hår i nakken til at rejse sig på undertegnede, og da ikke mindst når den som her blev ledsaget af flotte storskærmsbilleder af ørkener, bjergkæder og isflager.

Paul McCartney var dog leveringsdygtig i en enkelt stor overraskelse, nemlig en spritny sang med titlen "(I Want To) Come Home" hentet fra Robert De Niros film "Everybody's Fine". Sangen fik verdenspremiere denne aften i Hamburg og er en arketypisk, yderst melodiøs McCartney-ballade, der er mere end godkendt. Lur mig, om ikke den bliver et hit.

Efter endnu en lurmærket ballade, "My Love", forlod musikerne scenen og lod McCartney tilbage med blot en akustisk guitar og de to stærke sange, borgerrettighedskommentaren "Blackbird" og Lennon-hyldesten "Here Today". Igen måtte de små hår i nakken nikke anerkendende, og jubelen fra publikum var da også ekstra stor efter disse glansnumre.

McCartney fik en mandolin i hænderne under "Dance Tonight" og satte derpå gang i noget, der tangerede russisk folkedans i "Mrs. Vandebilt". Herpå var det tid til nok en Beatles-storklassiker, "Eleanor Rigby", igen med syntetisk orkester, men det gik dog.

En klassiker fra Wings-tiden fulgte, "Band On The Run", inden det blev tid til endnu en verdens-livepremiere, denne gang Beatles-klasskeren "Obladi Oblada", som er fra tiden efter, at The Beatles holdt op med at spille live i 1966 og angiveligt aldrig tidligere er blevet spillet live af McCartney. Umiddelbart svært at tro på, men han har jo skrevet så mange klassikere, så det...

Afslutning et triumftog

I resten af koncerten faldt Beatles-klassikerne tæt, og stemningen steg og steg. Blandt andet fik vi "Back In The USSR", George Harrisons "Something" fremført af Paul på en ukulele, han i sin tid fik af Harrison, "Paperback Writer", "A Day In The Life" i et medley med "Give Peace A Chance" og "Let It Be". Ofte i versioner tæt på pladeudgaverne, og i det hele taget var improvisationer ikke det, Macca og det som nævnt yderst kompetente band gjorde mest i. Soloerne fra de forskellige medlemmer fik som regel heller ikke lov til at fylde mere end 8-16 takter, men var ellers fortrinlige.

Paul McCartney & Wings' James Bond-tema "Live And Let Die" blev ledsaget af flammer og fyrværkeri, der igen var en gentagelse i forhold til New York-koncerten, men jeg blev nu også denne gang forskrækket af det på den fede måde, og det gjorde de fleste af de nu primært stående publikummer vist også. Resten af koncerten var et sandt triumftog med fællessang i "Hey Jude" og en hel stribe ekstranumre, uden at McCartney dog kom til at svede nævneværdigt. Han skåner trods alt sig selv lidt mere end Springsteen. Den syntetiske saxofonsolo i "Lady Madonna" trak i øvrigt en smule ned, men ellers var det idel lykke, og det hele kulminerede - efter to en halv time og 34 sange - ganske oplagt i "Abbey Road"-klassikeren "The End" med de bevingede ord: "And in the end the love you take is equal to the love you make".

Der kan ikke herske nogen tvivl: Paul McCartney gav og fik masser af kærlighed i Color Line Arena. De enkelte små mislyde kan ikke stoppe indtrykket af en fremragende koncert. "Vi ses næste gang", råbte Paul McCartney som afskedshilsen. Lad os håbe, det også bliver i Danmark. Der er givetvis stadig folk, der gider se ham.

 

Paul McCartneys Europaturné fortsætter til følgende byer:

3. december - Berlin, O2 World
9. december - Arnhem, Gelredome
10. december - Paris, Bercy
16. december - Köln, Köln Arena
20. december - Dublin, The O2
22. december - London, The O2 Arena


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA