Hymns From Nineveh: Uncomplicated Christmassongs

Hymns From Nineveh
Uncomplicated Christmassongs

Hymns From Nineveh: Uncomplicated Christmassongs

GAFFA

Download / Playground Music
Udgivelse D. 30.11.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Enmandsbandet Hymns From Nineveh alias sangeren, sangskriveren og den akustiske guitarist Jonas Petersen - med en fortid som ditto i Attrap - har de sidste par år huseret på den danske livescene med sine nedbarberede og særdeles intense folk-sange. Nu debuterer han med en jule-ep. Et lidt atypisk udspil at lægge ud med, men for Petersen giver det god mening. Han er nemlig erklæret kristen, og Uncompliated Christmassongs byder på masser af velkendte linjer som "hark the herald angels sings", "the boy in the manger" og "the Lord is with us". Modsat mange andre juleplader er Uncompliated Christmassongs dog ikke det mindste sentimental eller poleret. Tværtimod er der tale om fem meget stærke, lavmælte sange med Jonas Petersens lyse, længselsfulde og meget rene stemme og smukke fingerspil på guitar i centrum, tilsat lidt bjældeklang, strygere og Rebekkamarias flotte kor. Selv for en hedning som undertegnede går Uncompliated Christmassongs rent ind og er ved at få mig til at vakle i min mangel på tro.

Uncompliated Christmassongs er uden tvivl den smukkeste juleplade siden Sufjan Stevens' Songs For Christmas og den perfekte kur mod kitschede julesange, ligesom den med fordel kan bruges som rensning af ørerne mellem afspilninger af Bob Dylans hostende (men charmerende) Christmas In The Heart. Til august debuterer Hymns From Nineveh med et helt, julefrit album. Bare det altså snart var nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA