x
Richard Barbieri: Stranger Inside

Richard Barbieri
Stranger Inside

Richard Barbieri: Stranger Inside

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 14.12.2009
Anmeldt af
Ras Bolding

Richard Barbieri er nok bedst kendt som manden bag synthesizerne i Porcupine Tree og naturligvis Japan, og på dette soloalbum medvirker da også gæstemusikere fra begge projekter, nemlig to gange Steve; Wilson (Porcupine Tree) og Jansen (Japan). Det er dog umiddelbart i disse ører Japan-indflydelsen, der gør sig mest gældende på dette album, om end den kun er sporadisk.
 
Stranger Inside bevæger sig, måske ikke så overraskende, i retning af electronica-genren, og det klarer Barbieri fint, hvilket vel, mandens musikalske baggrund taget i betragtning, heller ikke kommer som nogen stor overraskelse. Musikken er helt igennem stort set fuldkommen instrumental, som det ikke sjældent ses i electronica-afdelingen, og stemningsmæssigt befinder den sig et sted mellem det dystre, lidt gyserfilmsagtige og til det meditativt stemningsmættede. Jeg synes umiddelbart, at de passager, hvor der skrues lidt op for dramatikken, er de mest interessante, såsom på åbningsnummeret Cave og på den otte minutter lange Hypnotek, hvor Barbieri demonstrerer god variation.
 
Barbieri leverer måske ikke noget afgørende nyt i forhold til, hvad man ellers har hørt på electronica-scenen, men det, han leverer, fungerer fint. Og enkelte numre vækker også minder om tiden med Japan stemningsmæssigt, hvilket, naturligvis, for de af os, der stadig finder Japan-titlerne frem fra tid til anden, bringer lidt smil frem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA