x
Twins Twins og The Rumour Said Fire: Musikcaféen, Århus

Twins Twins og The Rumour Said Fire, Musikcaféen, Århus

Twins Twins og The Rumour Said Fire: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Udsolgt." Den hvide lap papir påklistret koncertplakaten ude foran Musikcaféen sagde det hele: På få måneder har rygtet om københavnske The Rumour Said Fires fintfølende folk-toner vitterligt bredt sig som en steppebrand, der må være kommet bag på selv kvartetten, som ellers med største selvfølgelighed lod rustikke rockfornemmelser trykke næver med sarte vokalharmonier og skrøbelige guitarstrofer på efterårets fremragende debut-ep, "The Life and Death of a Male Body". Herfra fandt ikke mindst den Simon & Garfunkel-sværtede "The Balcony" hurtigt vej til omverdenens opmærksomhed, som siden har sat forventningerne til bandets kommende debutalbum voldsomt i vejret – og som denne aften altså gestaltede sig i et udsolgt Musikcaféen.

Men egentlig burde det velsagtens være aftenens opvarmningsband, som havde genereret det interimistiske "Udsolgt"-skilt. For fremtidsprognoserne var omtrent lige så lovende, da eksiljyske Twins Twins sidste år udgav ep'en, "Five Songs", som med sin forfriskende tilgang til retrorockens dyder diskede op med en håndfuld snurrige og iørefaldende sange, der lånte fra 70'ernes og 80'ernes amerikanske "heartland rock"-genre, mens frontmand Theis Ørntoft sang med Bob Dylan'sk tryk på tungebåndet. Det lovende forarbejde har kvartettens dagfriske debut, "Until Dawn", bare ikke rigtigt kunnet omsætte til et decideret gennembrud endnu – trods fornuftige anmeldelser og en fornem koncert på dette års Roskilde Festival – og således var supporttjansen paradoksalt nok de albumdebuterende tvillingers lod på Musikcaféen.

Dansabel og dybsindigt
Det virkede nu lykkeligvis ikke til at påvirke bandet, der med coolness, spredte tatoveringer – og en halv blottet brystkasse hos Theis Ørntoft – vuggede den stemningsfyldte "Parks" i gang, inden ni af de i alt tolv numre fra "Until Dawn" udrullede sig fra et ganske medlevende Twins Twins. Suppleret af keyboardspiller Mads Brendes' allestedsnærværende overstemme lød Theis Ørntofts mildt overanstrengte røst sprød og tjekket i "Burning Buildings", hvor eftertænksomme guitarstrenge kappedes om opmærksomheden med hoppende trommer og et veldrejet omkvæd. Samme opskrift gik stort set igen i den lige så vellykkede single, "Fit Into My Hands", hvor selv samme Ørntoft kækt synger: "I can make her dance / I can make her dance".

Og Twins Twins kunne rigtignok få pigerne – og publikum – til at danse. I glimt. For fremdriften og umiddelbarheden led til tider trange kår bag det alvorsfulde udtryk, kvintetten lægger for dagen på "Until Dawn", der slet ikke er uden dybde og skønhed, men desværre ikke løftede i forvejen middelmådige sange som "Commission" og "Borderless" synderligt ud over scenekanten. Ærgrelsen var nu til at overse, for de københavnske tvillinger har ikke glemt deres bagkatalog helt: Koncertlukkeren tilfaldt således en herligt veloplagt udgave af "Strawberry Wine" fra "Five Songs" – og så kunne begejstringen atter indfinde sig.
(****)

Blød start – og så mere fart
Glæden skulle imidlertid blive endnu større, da fire skæggede fyre tyve minutters tid senere overtog scenen. Ja, der var såmænd tale om decideret jubel ved synet af The Rumour Said Fires kønne kontrafejer, som med troskyldige blink til amerikanske forbilleder som The Shins, Fleet Foxes og Clap Your Hands Say Yeah har fundet ind til en fin melange af gnistrende indierock og akustisk folk, der vitterligt er skrevet og skåret fremragende af frontmand og sangskriver Jesper Lidang.

Det blev der ikke mindst ført tungtvejende beviser for i de første fire sange, som var tildelt The Rumour Said Fires afdæmpede dyder. "China" og "Sentimentally" åbnede således forbløffende stærkt med deres fintmaskede guitar- og vokalguirlander vinklet ind og ud af Jesper Lidang og Søren Lilholts akustiske guitarspil og usvigeligt sikre vokaler. To numre senere kom  så det kollektive højdepunkt: "Jeg vil gerne have, hvis I er helt stille", bad Jesper Lidang, inden de rørstrømske strofer fra en mundharmonika satte "The Balcony" og fællessangen i gang i Musikcaféen, så det intime spillested gyngede af skrålende stemmer.

Herfra valgte The Rumour Said Fire imidlertid at lukke ned for balladerne, satte strøm til guitarerne og eksekverede en god håndfuld indierock-sange, der på godt og ondt viser, at kvartetten udi i den disciplin balancerer på en knivsæg mellem det banale og det geniale. "The Post Mortem Make Us Men" og "Dance" klingede ganske enkelt lige lovligt ordinært rockende i de lavloftede lokaler, hvor de veldrejede folk- og indierock-fornemmelser fra studieversionerne tilsyneladende forduftede i varmen og larmen. Anderledes bedre gik det heldigvis med den opløftende "Love for The Tortured" og ikke mindst den fremdriftige "In The Sour", som utvivlsomt er bandets bedste uptempo-nummer med sine jagende guitarfigurer og indædte trommer.

Rygtet varsler dog på alle måder stadig brand omkring The Rumour Said Fire, der fik ganske udmærket understreget, at de godt og vel er klar til mere af omverdenens opmærksomhed. Og netop den skal afgjort nok komme, når de udgiver deres debutalbum næste år. Mon ikke "Udsolgt!"-skiltet så må op igen…
(****)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA