x
Modest Mouse og Frightened Rabbit: Shepherd's Bush Empire, London

Modest Mouse og Frightened Rabbit, Shepherd's Bush Empire, London

Modest Mouse og Frightened Rabbit: Shepherd's Bush Empire, London

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Selvom Modest Mouse og Frightened Rabbit kommer fra to vidt forskellige tider og steder, så er de vel noget af det mest indiecredible, man kan komme i nærheden af. Udover adjektiv + dyrenavn-kombinationen står de to bands for en ydmyg fortælleglæde, stærke fuldlængde-albums samt fremragende fortællinger og lyrik. Modest Mouse kommer fra den amerikanske grunge- og indiehovedstad, Sub Pop-Seattle (hvis den da ikke er blevet overhalet af Brooklyn), mens Frightened Rabbit kommer fra en anden indiehovedstad, nemlig Glasgow.

Allerede inden Frightened Rabbit kom på plakaten som supportnavn, havde Modest Mouse solgt Shepherd's Bush Empire ud - men så det bliver også lidt lettere, når billetprisen er 20 pund (165 kroner) og øllene under fire pund. Hvorfor kan de danske spillesteder ikke præstere sådan nogle tilbud? Koncerten var en del af Modest Mouses "No One's First And You're Next"-tour, navngivet efter amerikanernes ep fra august.

Tre af de nye og de bedste af de gamle

Skotske Frightened Rabbit åbnede med et af de helt nye numre, "Living In Colour", som udkommer på deres tredje album, "Winter Of Mixed Drinks", den 1. marts 2010. Sætlisten gav i øvrigt også plads til deres førstesingle "Swim Till You Can't See Land", og det, der formentligt bliver deres andensingle "Nothing Like You", og at dømme efter de nye numre, så sejler bandets tredje plade i mere sammenhængende, tyste og melankolske farvande, som man kan betragte som et naturligt skridt videre fra mesterværket og break-up-albummet "Midnight Organ Fight" (2008). De bærende elementer er fortsat de akustiske guitarer, opbyggelige kompositioner og Scott Hutchinsons skæve skotske klang. Teksterne er fortsat billedlige og enormt stærke, men skulle denne gang være vævet sammen om idéen om forlade det sikre udgangspunkt - og de er igen vævet sammen med tekststykker og vendinger fra gruppens (der nu er blevet en kvintet) tidligere sange.

"Living In Colour" er langsomt, opbyggeligt og står desværre tilbage for albummets førstesingle, men ikke desto mindre tog Frightened Rabbit hurtigt tilbage deres andet album, og serverede "The Modern Leper", den indlevende "Good Vs. Bad Arms" og ikke mindst "Old Old Fashioned", som åbner med et par hurtige mandolinanslag. Energien på scenen er centreret omkring Scott Hutchinson, som startede bandet som et soloprojekt, og hans lillebror, trommeslageren Grant Hutchinson - hvis trommesæt var kørt helt frem på scenen, på højde med de andre bandmedlemmer. Det er tydeligt, at brødrene har et helt specielt nærvær, mens Andy Monaghan, Billy Kennedy og Rabbits nye ansigt Gordon Skene tilfører dybden i guitarlagene og lejlighedsvise keys. På dette tidspunkt er bandet meget sammenspillet efter et års turné med den seneste plade, og har i øvrigt givet 20 koncerter i Storbritanien i løbet af november og december med de tre nye numre.

Desværre for skotterne var lyden særligt mangelfuld i diskanten, og så led bandet en klassisk supportskæbne, hvor lyden var sat op til hovednavnet, mens store dele af publikum på det flotte teaterlignende London-spillested må have følt sig noget distanceret for bandet.

Hutchinson og co. lukkede i mellemtiden med mere kraft via det melankolske og herlige "Fast Blood", inden de tilbageværende tre hits fra "Midnight"-pladen; den opbyggelige "The Twist", fortrydelsesvandringen "My Backwalk's Walk" og den knapt så storsindede "Keep Yourself Warm". Som afslutning tog Frightened Rabbit som vanligt tilbage til "Sing The Greys"-albummet fra 2006 for at finde energiske "Square 9", hvor bandmedlemmerne én efter én vandrer ud og lader lillebror Hutchinson eksplodere bag trommerne alene på scenen. En fremragende afslutning - og i øvrigt en kondenseret 50 minutters koncert med et udmærket udvalg, vel nok bandets bedste materiale lige nu.

De største hits undtaget det allerstørste

Modest Mouse demonstrerede momentvis sin høje, høje klasse, og formåede gennem resten af holde festen fint i gang. Liveopsætningen er med sine seks mand (to trommeslagere, lidt trompet, banjo og masser af rockguitarer osv.) er hypnotiserende, energisk og præcis, og ankermand Isaac Brock skriver fantastiske og forskellige kompositioner og synger næsten lige så fantastisk. Selvom Modest Mouse kalder dette for "No One's First And You're Next Tour", så lånte bandet kun to numre fra dette års ep, og søgte i stedet på tværs af deres karriere efter deres bedste sange fra alle tider. Blandt nogle krediteres Seattle-bandet for at være det første indieband til at få kommerciel succes med henvisning til deres fjerde album, "Good News For People Who Loves Bad News" fra 2004 og siden "We Were Dead Before The Ship Even Sank" (2007), men forinden havde Brock og co. allerede indieklassikeren "The Lonesome Crowded West" (1997) og måske deres kunstneriske hovedværk "The Moon & Antarctica" (2000) - sidstnævnte hvorfra et par af koncertens bedste numre kom.

Isaac Brock slog an for første gang på "King Rat", singleforløberen helt tilbage fra 2007, som også er med på den seneste ep. Musikvideoen blev som et kuriosum instrueret af nu afdøde Heath Ledger. "King Rat" har en vis samhørighed med et par andre sømandsvise/Tom Waits-skramlede croonertracks - og blev eftertrykkeligt akkompagneret af Tom Pelosos ringende kornet. Derefter satte bandet kraft på med "Dashboard", førstesinglen fra bandets seneste fuldlængde album "We Were Dead Before The Ship Even Sank", og så startede festen for alvor.

Modest Mouse stillede op uden Johnny Marr (eks-The Smiths), som ellers har været en del af bandet i et par år frem til 2009, men bandet fremstår alligevel ekstremt dynamisk og sammenspillede. Allerede kort inde i koncerten forlod bandet den planlagte sætliste og shufflede rundt i greatist hits efter forgodtbefindende, og Isaac Brock fik lige lejlighed til at undskylde for en mindre forkølelse, som han imidlertid hurtigt må have glemt igen, for det så ikke ud til at genere vokalpræstationen og hans kraftfulde (mangel på) teknik. Tidligt fik vi både "Bury Me With It" og "Bukowski" feat. bue på elektrisk kontrabas, og kort derefter syng-med stemning på "Missed The Boat" (2007). Efter "Fire It Up" det første, rigtige tilbageblik og et af koncertens højdepunkter i en groovy version af "Tiny Cities Made Of Ashes" (2000).

I den midterste del af koncerten skiftede sekstetten både tempo og stil flere gange, og om end det virkede lidt rodet, så beviste det trods alt et stort, varieret glimrende sangkatalog. "3rd Planet" og "The View" lagde fint op, inden "Paper Thin Walls" stod for en storladen afslutning på koncerten.

Under ekstranumrene var der igen piratstemning gennem "Satin In A Coffin" og den afdæmpede "Custom Concern" (som stammer tilbage fra debutalbummet "This Is A Long Drive For Someone With Nothing To Think About" fra 1996). Der blev sat tryk på i "Dance Hall", og Modest Mouse lukkede med den fine "The Whale Song" - og gik fornemt udenom vel deres største hit, "Float On", i det, der ellers lignede og lød som en greatest-koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA