x
Alicia Keys: The Element Of Freedom

Alicia Keys
The Element Of Freedom

Alicia Keys: The Element Of Freedom

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 14.12.2009
Anmeldt af
Sohail Hassan

Keys har på sit fjerde studie-album forsøgt at gå i nye retninger og bringe sit publikum noget helt uventet. Temaet har været at give lytteren en oplevelse af frihed. Det lykkes nogenlunde ved at lave flydende langsomme arrangementer, med spacede synth-flader, lækre retro Phil Collins-agtige beats og udstrakte vokale-fraseringer og skønsang. Man får da følelsen af at ligge på ryggen en varm sommerdag og kigge på skyerne. Men ellers er Keys ikke just uigenkendelig, omend hun nu har bevæget sig temmelig langt væk fra r&b- og soul-genren i retning af den søde syng-med-pop, a la det forfærdelige hit fra forrige album, No One. Indholdet er harmløse budskaber om kærlighed, og produktionen klares af hende selv, den faste samarbejds-partner Kerry Brothers og Swizz Beats. Selv om albummet og Alicias nye frie lyd keder en smule, er der også lys-punkter såsom Un-Thinkable (I'm Ready). Keys prøver at hive den hjem på målstregen i en duet med Beyoncé på Put It In A Love Song, der komplet med junglerytmer og Beyoncés rå-styrke lyder langt mere som et Beyoncé-nummer. Så var hendes bidrag til Beyoncés kæreste Jay-Z på hittet Empire State Of Mind langt mere vellykket, men den får vi ikke her. Som afslutning ligger i stedet Keys' egen ballade-version, som faktisk slet ikke er helt tosset. Man savner i den grad den geniale soul og r&b, som Keys debuterede med, men ligesom alt andet, Keys har leveret, er den musikalske kvalitet dog helt i orden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA