x
Victor Bockris: Keith Richards - en biografi

Victor Bockris
Keith Richards - en biografi

Victor Bockris: Keith Richards - en biografi

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 23.12.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Victor Bockris kommer vidt omkring i den lange historie om en af verdens helt hårde rock'n'rollere. Men biografien har karakter af fanskrift og er ukritisk og sjusket.

Det er en monstrøs bog, den engelsk-amerikanske forfatter Victor Bockris har begået om Keith Richards, men desværre også et værk, der synes i høj grad at have karakter af mikrofonholderi af værste skuffe. Den term inden for journalistik, hvor den adspurgte får lov til uimodsagt og ufiltreret at fyre hvad som helst af. Men det er altså også en biografi, som kommer hele vejen rundt i et liv, der starter under blitzen i London og selvsagt er helt unikt inden for rocken. Desværre er det begrænset, hvor meget vi kommer ind over selve musikken, ud over at vi får oplysningen om, at stemningen i Åben G bliver skelsættende for Richards' måde at komponere på. Samt at hemmeligheden bag The Rolling Stones' lyd er, at bassisten Bill Wyman følger guitaren og ikke trommerne. Men det er ærligt talt ikke meget at komme med. Det bliver dog noget, som forfatteren får vigtet sig over, da Miles Davis' gamle bassist skal overtage pladsen i Rolling Stones og ikke kender hemmeligheden. Der kunne han bare have ringet til Bockris, kunne han…

Victor Bockris har tydeligvis sine helte og antipartier. Forfatteren, som tidligere arbejdede en årrække for både beatforfatteren William S. Burroughs og popartkunstneren Andy Warhol (1928-87), samt på dennes magasin Interview, synes i den grad at have et horn i siden på Mick Jagger. Hvorfor denne – som netop kom meget på parnasset i New York – får en ualmindelig svinsk behandling gennem hele bogen. Fra vi får rygtet om, at han boller med Brian Jones, medgrundlægger af Rolling Stones, bliver Mick Jagger karakteriseret som en, der ufortjent fjerner fokus fra rockens store og geniale guitarist. Som åbenbart bliver udstyret med det bøssede tilnavn "Brenda", en ting der bliver nævnt flere gange af den intrigante forfatter. Ligesom han som komponist og leder af bandet konstant stjæler den ære, som tilkommer Victor Bockris' store idol. Det samme gælder Brian Jones og Ronnie Wood, som i det store hele karakteriseres som uintelligente (selvfølgelig modsat den aldrende Richards, som er belæst og har sit eget bibliotek!). Selv om historien er detaljeret, og vi kommer rundt omkring i alle klichéerne og anekdoterne, er det i længden ret trættende med de vinkler, forfatteren har valgt, hvor det nemt bliver en sludder for en sladder. Don't tell it. Show it!

Blandt Bockris' store helte er udover Richards tydeligvis dennes mangeårige partner, Anita Pallenberg. Portrættet af den italiensk-tyske rockmama er fyldigt og loyalt, fra hun først er kæreste med Brian Jones og er hamrende smuk og karismatisk på tressernes London-scene gennem års falmen på heroin med Richards, som vi kommer hele vejen rundt i, til de begge stadig er venner efter alle årene. I Bockris' optik er hun er fuldtgyldig Rolling Stone, og hun får altså rigeligt med plads med sine uimodsagte meninger.

Susanne Stauns oversættelse er også fuld af mangler. Det synes desværre at være typisk, når danske forlag hyrer oversættere til bøger om rock, at disse ikke ved nok om emnet, samt at man i redaktionen ikke forstår, at der ikke skal skrives for indforstået. For den danske udenforstående læser af bogen vil det nok være nødvendigt konstant at sidde med computeren tændt og Wikipedia ved hånden. Her ville noter til at støtte teksten være på sin plads. Der er eksempelvis de små ting, som ordet/navnet "Frisco". Jeg tror, at der er mange danskere, der ikke vil vide, at det er et øgenavn for San Francisco. Andre af de gode er, da Richards er på Jamaica, og Staun opfinder termen "rodreggae". I branchen har vi altid brugt det engelske ord Rootsreggae. Bare et par stykker i en oversættelse, der er kluntet i sin sprogbrug.

Derudover er biografien fyldt med halve sandheder og løgne, hvor researchen simpelthen ikke er ført til ende, eller forfatteren tilsyneladende bevidst slører sandheder, hvilket er ret irriterende. Da Mick Jagger skal spille hovedrollen i Werner Herzogs junglefilm Fitzcaraldo, får vi at vide, at indianerproblemer gør, at instruktøren må droppe projektet og Jagger rejse hjem. Det er sandt, men Herzog laver faktisk filmen med sin vanlige stjerne Klaus Kinski. Da bandet drager til Marokko for at indspille med det marokkanske orkester The Master Musicians of Jajouka, er historien skrevet helt om, og bandets navn er blevet ændret til det konkurrerende band, som tilfældigvis er Anita Pallenbergs venner. Jeg er ikke narret, og Bockris kunne bare have tjekket med covernoterne på Rolling Stones-albummet Steel Wheels for at få de rette stavemåder.

Jeg kender alle detaljerne i lige den historie fra første hånd, og hvad Bockris her skriver er direkte fordrejninger, som da han nævner cd'en som "udsendes i forbindelse med tyveåret for Jones' død", og "glemmer" at den var et genoptryk af den legendariske LP-plade, som var resultatet af Brian Jones' rejse til Marokko i 1968 og blev udsendt på Rolling Stones Records i 1971. Sjusket gået af Bockris – igen. Man kunne blive ved: Rolling Stone-journalisten Robert Palmer (nej, ikke soulsangeren af samme navn!) kommer forbi Plaza Hotel i New York og opdager, at Keith Richards og Ronnie Wood sidder og jammer. Han siger: "Øv, jeg ville ønske, jeg havde hornet med". Stop! Jeg tror, at det er de færreste, der ved, at Palmer spillede klarinet ved siden af journalistikken. Og læserne får ikke den oplysning.

Det er med andre ord en problematisk biografi, hvor det vil være en idé at have en halv doktorgrad i rockjournalistik for bare at følge nogenlunde med. Og det kan man ikke forvente af læserne.

Jeg ser frem til, at oversættelser igen bliver redigeret seriøst inden udgivelsen.

 

 

Victor Bockris:

Keith Richards – en biografi

Oversat af Susanne Staun

Gyldendal

512 s – kr. 349,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA