x
Hüseyin Özcan: Anla Beni

Hüseyin Özcan
Anla Beni

Hüseyin Özcan: Anla Beni

GAFFA

Album / Atimüzik / www.atimuzik.com.tr
Udgivelse D. 26.12.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er underligt nok lidt af en hemmelighed, at der i en frisørsalon på Istedgade på Vesterbro gemmer sig en tyrkisk virtuos. Hüseyin Özcan voksede godt nok op i Tyrkiet, hvor han fik sin musikalske opdragelse og lærte at mestre saz (en slags langhalset mandolin) og oud (den tyrkiske/arabiske lut), samt kunne synge, så der tidligt var rift om ham til brylupper på egnen. Faren Adem havde godt nok spillet med blandt andre Savage Rose, og Hüseyin kom op til Danmark som ung mand, og her har han med årene udviklet talentet. Han er nu en særdeles efterspurgt musiker i både ind- og udland. I det tyrkiske og kurdiske miljø, forstås. Os, der kender ham, har i årevis kunnet besøge hans frisørsalon på Istedgade, hvor den altid venlige mand har hørt på vores små undskyldninger angående en studsning i nakken. Alt i mens vi mere end skævede ind mod rækken af saz'er og oud'er, der hang lokkende i baglokalet. Og ofte kunne vi være heldige, at Hüseyin ville tage en af de langhalsede saz'er frem, byde på kaffe, slå strengene an og lade øjnene drage på langfart, mens der op fra halsens dyb boblede en smuk, lige dele tårevædet og fejrende stemme, som ville vibrere ud i rummet. Sådan som det gør det i Tyrkiet, når de virkelige mestre tager fat.

Hüseyin har ikke været heldig. To album blev optaget og udgivet i Istanbul, hvor den ene solgte en kvart million eksemplarer, uden at han selv så en lire. Han har siden haft dels bandet Anatolia, samt har haft forskellige hjemlige ensembler, dels de hårde drenge fra Balkan og veteraner som Flemming Quist Møller og Christian Siewert. Men nu har han så endelig fået lavet et album, der til fulde dokumenterer formatet. Her er næsten alle sange selvkomponeret, og han har støtte af et brag af en ney-fløjtespiller, men det er først og fremmest Hüseyin Ozcan selv, der bliver ved med at imponere, både som sangskriver og som den, der udfører arbejdet.

Okay, han er selv den første til at indrømme, at de elektroniske trommer, der til dels bruges og den ikke alt for fantasirige preset-synth, mest er udtryk for, at økonomien ikke var til mere, men man vænnmer sig hurtigt, ligesom man fanges ind i hans specielle verden. En verden, der har hilsner til forbilleder som Orhan Gencebay, men som også i høj grad er Huseyins egen. Og hvor han virkelig tager fra med fraseringer, der sine steder ikke ligger langt fra en Khaled, ikke mindst når en tilsyneladende mildt forpint Özcan istemmer sit eget bluesede wail. Alligevel er der nogle numre, der stikker ud og fanger helt specielt. Jeg er her vild med den smukke Git Git, ligesom det afsluttende Potpori af to næsten ensklingende sange er af det stof, som skaber afhængighed. Hold op, hvor han får den rundgang til at svinge på saz'en, og hvor hans stemme svæver triumferende uimodståeligt.

Nej, frisøren på Vesterbro har begået en plade, som er toppen af, hvad der skabes af verdensmusik på disse breddegrader. Og undertegnede hører den uafladeligt. Må jeg derfor anbefale en klipning, samt muligheden for forventningsfuldt at skabe ind i baglokalet, der som en Pandoras æske kan åbne op for en spillemand for Herren og hans fede musik.

Tak for sangen, Hüseyin Özcan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA