x
Shirley Bassey: Performance

Shirley Bassey
Performance

Shirley Bassey: Performance

GAFFA

Album / Geffen / Universal
Udgivelse D. 07.01.2010
Anmeldt af
Ivan Rod

Der har altid været et vokalt og genre- og udtryksmæssigt slægtskab mellem Shirley Bassey og Liza Minelli. Blot er Bassey en halv snes år ældre og waliser, hvor Minelli er yngre og amerikaner. Men at det er en 72-årig pensionsovermoden sangerinde, der folder sig ud på Performance, dét er alligevel ikke til at forstå. For vel lyder Bassey rutineret (for ikke at sige brugt), men hun lyder først og fremmest levende og vital i de 11 ballader. Så levende og vital, sikker og ublokeret, at det er en fryd af de helt store at lytte til sangerinden. Performance er imidlertid ikke kun kendetegnet ved, at vokalisten er "on top of it all," albummet er også kendetegnet ved, at det rummer nogle gennemført smukke kompositioner og et uhyre stærkt orkestralt back-up med strygere og hele piv-tøjet. Performance er faktisk så gennemført et værk, at der er tale om et af Shirley Basseys bedste til dato, og dét siger ikke så lidt. The Dame debuterede således for hele 52 år siden og har siden solgt godt 135 millioner plader. Men rutinens tyngde og den vibrerende vitalitet gør Performance til et af artistens bedste - til noget nær et underholdningsmusikkens mesterværk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA