x
John Mayer: Heineken Music Hall, Amsterdam

John Mayer, Heineken Music Hall, Amsterdam

John Mayer: Heineken Music Hall, Amsterdam

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der er ingen tvivl om, at John Mayer besidder en gudsbenådet, talentfuld stemme. Og heller ingen tvivl om, at han fermt evner at udfolde sig inden for blues-rockens guitarpassager som en anden Stevie Ray Vaughan. På et tidspunkt begyndte han endda for alvor at nørde ved at tabbe under en solo.

Men hvor ville det være forfriskende, hvis han af og til satsede sig selv, sådan for alvor, og leverede noget uventet.

De popskårne, let sukkersøde radiovenlige skæringer, han er storleverandør af, skal naturligvis leveres til et publikum, der forventer det. Og et udsolgt Heineken Music Hall og de gentagne hvin mod scenen vidner om, at han på ingen måde behøver ændre på sin skemalagte tilgang. Det står dog alligevel tilbage at ønske sig noget, der brændemærker sig fast under en sådan koncert. Det vender vi tilbage til.

Der var tydeligvis adskillige fans blandt et publikum bestående i høj grad af kvinder, samt kærestepar og de vellykkede "Bigger Than My Body" og "Gravity" fik mod slutningen løftet lidt i et publikum, der indtil da var bemærkelsesværdigt roligt under sangene. Setlistens 14 numre strakte sig ved hjælp af længere mellempassager og soloer til små to timers koncert, men han kunne så afgjort have vundet ved at proppe flere hits ind og skære på de ekvilibristiske omveje.

Superhits som "Daughters" og "Your Body Is A Wonderland" glimrede eksempelvis ved deres fravær, ligesom man kunne have ønsket sig den omkvædsfængende "Neon". Man kan hævde, at han allerede har spillet de sange til bevidstløshed. Men efter en tale undervejs, hvor han fortalte om edderspændte twitterbeskeder op til koncerten og takkede en udsolgt Arena for at lade ham mærke, hvorfor det også er vigtigt at spille de europæiske koncerter, ville det netop have været skarpt at vælge sangene til. Det her publikum fik en oplevelse, bestemt, og lyden var – selvom man kunne frygte rungende flader i arenaen - absolut i orden. Tilskuerne kunne bare nemt have fået så meget mere fra charmetrolden og hans syv mands store backingband, der virkelig er baggrund i forhold til stjernen.

Man savnede noget kant, nogle øjeblikke, hvor patos vinder over den stramme forudsigelige tilgang, og han låner noget af den rock'n roll-farlighedsattitude, som eksempelvis Pete Doherty efterhånden har proppet for meget af i livskufferten. Ikke at han skal kaste sig ud i et stofmisbrug, snarere blot låne lidt af den tilgang på scenen, det blik i øjnene, den her fandenivoldske nu-skal-vi-have-en-fest-og-jeg-er-værten-og-dermed-ansvarlig-attitude. Det ville løfte denne dygtige, men forudsigelige koncert, der mest af alt var målrettet fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA