x
Tindersticks: Falling Down A Mountain

Tindersticks
Falling Down A Mountain

Tindersticks: Falling Down A Mountain

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 25.01.2010
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Med det to år gamle The Hungry Saw viste Tindersticks, at comebacket havde sin berettigelse. På Falling Down A Mountain fortsætter gruppen, hvor de slap med den miserable nerve intakt. Fornyelser er der ikke mange af, men mindre kan også gøre det. På titelnummeret krydses avantgarde-jazz og de blå toners soul i et løst improviseret forløb, hvor den lange blæserintro gør sit for at bryde det sagte lydbillede. Den nye trommeslager Earl Harvins' (Joe Henry, Richard Thompson, Air) løse taktslag passer perfekt til Tindersticks' afslappede stil på hjerteknuserne Keep You Beautiful og Factory Girls. På Peanuts gæster myten Mary Magaret O' Hara. Hendes forrevne vokal står perfekt til Stuart Staples' mørke croon. På Harmony Around My Table og Black Smoke sættes tempoet i vejret, og lyset skimtes forude med bandets nye guitarist David Kitt i front. Melankoliens sande mestre blander lys og mørke fortrinligt på Falling Down A Mountain uden at give slip på sig selv.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA