x
Kim Larsen & Kjukken: Posten, Odense (turnéstart)

Kim Larsen & Kjukken, Posten, Odense (turnéstart)

Kim Larsen & Kjukken: Posten, Odense (turnéstart)

Anmeldt af Kristoffer Kræn | GAFFA

Der var lagt op til en folkefest i Odense. Kim Larsen, den lokale helt, der for år tilbage trodsede selveste København for at flytte til den fynske hovedstad, skulle lægge fynboerne ned tre dage i træk.

I en kort flugt fra virkeligheden håber man, at Kim Larsen stadig er rockmusiker. "Gad vide om han spiller noget Gasolin?" er et spørgsmål, der sidder som en djævel på Kim Larsens skuldre. For Kim Larsen er efterhånden en trubadur, der får Lars Lilholt eller Allan Olsen til at ligne Jimi Hendrix eller Robert Plant.

"Vi er i studiet i aften," fortæller Larsen og hentyder til, at koncerten skal udgives som album. Og det skal jeg da lige love for at de er, i studiet. Kontakten til publikum er stort set væk, og alle de nye sange flyder sammen i den samme spand af lidt sjove tekster tilsat banjo og monoton kedsomhed.

Fra Gasolin' og Rabalderstræde til solokarriere uden ballade
Man har det lidt ambivalent, når man skal til Kim Larsen-koncert. Manden er blandt de mest betydningsfulde musikere i dansk historie, og leverede med Gasolin' dansk rocks største succes. Så når man står og ser en af vort lille lands rockkoryfæer svinge med guitaren som en anden kandis-Johnny, er det lidt som at finde ud af, at julemanden lever, fordi han er i gang med at stjæle dine ting.

Han ligner sig selv fra dengang med Gasolin, bare med lidt mere måne. Noget han selv ironiserer over inden sangen "Mænd Med Måner," til publikums store fornøjelse. Jo, jo, Larsen har lune og er stadig en dygtig musiker.

Larsens nye sange er som udgangspunkt trubadurfortællinger fra det virkelige Danmark. "Botox & Silicone" og den førnævnte "Mænd Med Måner" er begge eksempler på tilforladelige tekster, der får trukket den samme melodi ned over hovedet. Den gennemgående banjo giver et fuldendt lydbillede, og det må man give Kim Larsen, han går hele vejen med sin trubadurlyd. Kim Larsen lyder, som han har gjort det i snart mange år. Forandret og pålidelig, formidler af danskheden på godt og ondt - men kedelig. Så var der mere substans i de nye "Bitter Frugt" og  "Hold Ud" og en enkelt fin børneballade "Uden For Døren".

Fra rockrebel til rygelovsrevser
Sætlisten indeholder 29 sange og en tepause. De "nye" sange som Larsen skulle præsentere, er i klar overvægt. Publikum virker bedrøvet over at se Kim Larsen flygte med patronfart fra det koncept, der gjorde ham Danmarksberømt. Snakken i salen overdøver flere gange musikken på scenen. Særligt når Kim Larsen holder sine politiske taler, falder pointerne til jorden. Nogle griner, men flere ruller med øjnene, da Kim Larsen forklarer sin holdning til rygeloven. Som om han ikke kunne finde noget bedre at brokke sig over.

Kjukken kan omvendt tage pippet fra den største skeptiker. Og de rullede da også over al modstand på Posten i går. Specielt Karsten Skovgaard er fantastisk, hvad enten han spiller banjo, guitar, keyboard eller synger "Joanna" i flot duet med publikum. Jesper Haugaard spiller bas og keyboard på samme tid, og lægger andenstemmen præcist og voluminøst.

En smuttur ned ad mindernes sti
Mod slutningen af koncerten lægger Larsen stilen om. "Det Bedste Til Mig Og Mine Venner", "Kvinde Min" og "Vend Kajakken" står som aftenens ubestridte højdepunkter. Publikum synger med, og Kim Larsen & Kjukken ligner næsten et rockband, som de står på scenen og skærer grimasser. Der er attitude og røg i kedlerne. Et ægte glimt af den gamle Larsen.

Tilbage er der nu kun at vente på, at Larsens live-album udkommer. Den skal nok komme til at sælge, og gøre mange folk tilfredse. Men mon ikke størstedelen stadig sukker, når de sætter en ny plade på, fra Danmarks luneste (rock)musiker. Larsen kan spille og synge, men underholde, det er noget, der ligger fortiden til.

 

Kim Larsen & Kjukken fortsætter til følgende byer. Alle koncerter undtagen Train 28. januar er i skrivende stund udsolgt:

15. januar 21.00
ODENSE
Posten
   
16. januar, 21.00
ODENSE
Posten
   
21. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
22. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
23. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
28. januar 20.00
ÅRHUS
Train (Køb billetter via GAFFA Live)
   
29. januar 20.00
ÅRHUS
Train

30. januar 20.00
ÅRHUS
Train
   
5. februar 21.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
   
6. februar 21.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
(TV-optagelse)
   
7. februar 20.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
(TV-optagelse)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA