x
Isbells: De Spieghel, Eurosonic Festival, Groningen

Isbells, De Spieghel, Eurosonic Festival, Groningen

Isbells: De Spieghel, Eurosonic Festival, Groningen

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der er et sært internationalt præg over de belgiske opkomlinge i Isbells, som sidste år debuterede med deres selvbetitlede album og allerede på nuværende tidspunkt er blevet en pæn succes i Benelux. Flere blogs har også samlet op på deres fuldstændigt fantastiske nummer "As Long As It Takes", så derfor er der ingen grund til at tro andet, end at du snart vil kunne finde Isbells i dansk distribution.

Bandet er sangskriver Gaetan Vandewoudes hjertebarn. Han har spillet i et par belgiske bands i løbet af de sidste 15 år med begrænset succes, og har altså samlet en ny gruppe, hvor han synger duetter med Naïma Joris, mens gruppens to andre medlemmer Bart Borremans og Gianni Marzo spiller diverse små strengeisntrumenter, fra mandolin og ukulele til akustiske basguitarer. Til gengæld er der ingen trommeslager i kvartetten.

Albummet er smukt besjælet og skrevet i isolation i nattetimerne i en gammel lade; jeg forestiller mig lidt i samme stil som Bon Iver skrev sin "For Emma, Forever Ago". Melodierne bliver udfoldet med en følsomhed, som oprinder et sted mellem en amerikansk og europæisk akustisk sangskrivning, som man kender den fra Kings Of Convinience og Fleet Foxes – også på grund af gruppens flerstemmige korstykker. Det er helt åbenlyst, at vi har at gøre med de smukkeste øjeblikke i tilværelsen, og Vandewoude synger med en flot luftig vokal. Hvis dit eneste forhold til belgisk musik er er legendaiske dEUS og kedelige Milow, så bør du måske lige tjekke Isbells ud.

Når Isbells er bedst, og det er de på pladen, så bliver følsomheden vejet fint op mellem vokal og instrumenterne, men når man hører dem live, så kan man ikke undgå at lægge mærke til deres næsten frelste tudefolk-tendenser. Det skærer lidt i en anmelders hjerte, når man hører linier som "I know I can't save the world with my melody // but I'll try." Og så bagefter synger om den mest grundlæggende form for kærlighed, som er blevet fortolket 1000 gange før.

Til gengæld er deres "As Long As It Takes" et håbløst smukt americana-nummer, hvor den længselsfulde lapsteel betoner Vandewoudes ord, der her rammer helt rigtigt: "What have we done // to the earth we belong // where do we go from here? // Who is responsible, look at the mirror on the wall // What do I tell my child?"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA