x
Silver Gleaming Sound Machine og Honning & Mudder: Pakhuset, Århus

Silver Gleaming Sound Machine og Honning & Mudder, Pakhuset, Århus

Silver Gleaming Sound Machine og Honning & Mudder: Pakhuset, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En kitsch'et titel, men ikke desto mindre er der grund til at tro, at også lille Århus har sin coolness. SGSM kommer i al fald tæt på at bekræfte det.

Det meget roste kraut-rock-projekt (som døbt af bandet selv) har efterhånden en del numre at gøre godt med, med både den første ep fra 2008 og "All Tomorrow's Gardens" fra 2009. Men aftenen bød også på at par helt nye smagsprøver fra det kommende album.

SGSM er et band med kontraster, som ikke kun kommer til udtryk i musikken, men denne aften i høj grad også hos de fire musikere på scenen. De tre drenge liner op i hvidt tøj, mens sangerinde og frontdame, Sarah Gram, kontrasterer i sort. Det er da også hende, der stjæler billedet som det første med en skøn vokal, som fint er med til at bygge første nummers lyd op. For selvom SGSM er endog meget fokuserede på lydbilledet, er hendes indlevelse og orkestrering i starten en fryd at lytte til og betragte. Men når hun slipper tøjlerne spiller Mads Haugaard, Søren Graae Rasmussen og Rasmus Dyring så godt i fængende sammenspil, som i "Beaches", at det hvide så rigeligt matcher det sorte.

Nummeret "Hawk" er med tiden blevet en signatursang for bandet, i aften spillet i et lettere up-tempo, som er med til at give det en friskhed og dansabelt hit-potentiale. Sammen med det lange og drømmende, svævende, og mange flere lange tillægsformer i samme stil, og virkelig langtidsholdbare nummer "Arcadia", bliver første omgang egentlig lukket, og bandet bevæger sig ud i nye og indtil nu uprøvede sange i live-sammenhæng.

Kontrasterne kommer igen til syne, for hvor der tidligere var fokus på et mere udadvendt udtryk og pop, lader lyden i de nye numre sig pakke ind i et tungere og mere dystert lydtæppe. Det ødelægger nu ikke noget, for, som de siger:  "Vi har arbejdet hårdt på at få dem øvet til i aften". Og det kan mærkes. Numre som "Rosie Rosie" og "Little Surfer" bliver leveret med enorm koncentration, og sammenspillet virker en anelse rystet til at starte med.  Det rokker alligevel ikke ved, at de nye numre fungerer fint med de ældre i den føromtalte kontrast i lydbillederne. Overordnet set virker numrene som en changeren mellem langsom surfer-rock i diskant og elektronisk nedtoning, som lader een længes efter sjælelig ro ved en skovsø eller en strand. Alt sammen spillet op imod en kærlighed til det urbane liv.

Her slutter SGSM også med et par tidligere hits, som drager os tilbage til byen med "City Romance" og "Drunken Hearts Get Hung". Smukke melodier, som til aftenen er tilsat mere rockede elementer, som faktisk klæder dem. Med den diversitet i SGSM's lyd, som ikke rigtig lader lytteren hvile på noget tidspunkt, kan man godt tillade sig at have høje forventninger til det fulde debutalbum. For indtil nu hæmmer kontrasterne ikke hinanden, de komplementerer hinanden. Debuten skulle efter sigende være klar i det tidlige efterår.

 

Opvarmning: Honning og Mudder ***

 

Som at lægge et lag mudder på sin honningmad

Månedens Demo i GAFFA, Honning og Mudder blev egentlig sent sat på som opvarmning for SGSM, men på trods af anmelderens manglende forberedelse, fortjener de et par ord med.

Med dominans af klaver og trommer i mange numre og guitar/bas som kant, formår Honning og Mudder at larme på en skrantet og så alligevel melodiøs måde. Der er indledningsvist referencer til både grunge og klassisk musik (?!), og referencerne bliver ved. Mange af bandets numre lover egentlig godt, gruppen er ikke bange for lange numre og skæve opbygninger som mestendels er instrumentale, og der er god energi i det. Men når tung ørkenrock blandes ind i det, tænker man, om det nu er for meget? Det var et ekstremt hurtigt sæt på en halv time cirka, men alligevel savner man hurtigt dybde og en smule fokus, hvilket også gør, at sangene er hurtigt glemt. Det samme med arbejdet med teksterne, som er ultrakorte Johan Olsen- og Magtens Korridorer-oneliners som "Jeg keder dig". Det bliver bare for, ja, lidt. Det kan også ses som en god måde at lade de nysgerrige hungre efter mere, og der er ikke nogen tvivl om, at det kan gå hen at blive godt.

Honning og Mudder fortjener egentlig en selvstændig anmeldelse, hvilket de nok skal få, hvor sættet kan blive bedre opbygget, men i aften var der bare lige lidt for meget mudder på honningmaden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA