x
Angélique Kidjo: Õÿö

Angélique Kidjo
Õÿö

Angélique Kidjo: Õÿö

GAFFA

Album / Proper Records / Playground Music
Udgivelse D. 17.01.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Man må give Angélique Kidjo, at hun ikke går puritanernes ærinde. Guderne - ja, hele paraden af yoruba-ånder fra slangekulten i hjembyen Ouidah i Benin - skal vide, at hun for alvor formår at skinne, når det er den hjemlige musik, som får top på af Kidjos overlegent tekniske sangforedrag. Sådan har det dog langt fra gået på de sidste par album. På det sidste præsterede Kidjo et veritabel overkill, hvor alskens sangerkollegaer indgik i den ene umulige duet efter den anden på en plade, der bare ikke holdt. Men selv om Kidjo stædigt fortsætter ud ad samme tangent, så er denne plade med fortrinsvis covers meget, meget bedre. Ja, det bliver direkte fremragende, når Kidjo eksempelvis tager fat i en fornem og veloplagt version af det gamle soukous-hit, Kelele, eller sammen med jazzsangerinden Dianne Reeves sender en formidabel hilsen til forbilledet Aretha Franklin med dennes Baby I Love You, så må man tage hatten af, selv om der går lidt X Factor i den. Men man må sgu sige, at hun prøver, så det vil frem.

Hvad med for eksempel en afrikansk version af et Bollywood-hit, som er en hilsen til Kidjos far, som døde for nylig, som også får en hilsen via en inderlig version af Sidney Bechets Petite Fleur eller en tur ned ad memory lane og en James Brown-klassiker i form af Cold Sweat. Eller en hilsen til endnu en afdød kunstner, Miriam Makeba, med en fed version af hendes vuggevise, Lakutsni Langa, som har et anstrøg af brasiliansk sørgmodighed. Og Brasilien er netop et af de steder, som Kidjo tidligere har afsøgt, og et af højdepunkterne er faktisk sangen Afia, som hun har skrevet til pladen sammen med Vinicius Cantuaria.

Det er en plade, der hele tiden står og vipper et sted, hvor det næsten bliver mangfoldigt nok, som ønskede man, at konen ville finde et sted, hvor fordybelsen kan indtræde i stedet for at tage hele verden ind, selv om det godt nok bliver gjort med manér. Men det bliver nemt en opremsning af navne og det er synd, for det er en verdenssangerinde, som virkelig har fat i rigtigt meget.

Jeg tror, at Kidjos mange fans vil tilgive hende og glædes over pladen. Ligesom undertegnede anerkender vovemodet og de mange vellykkede detaljer, så som de overdådige kor, og så håber, at det helt igennem fremragende album, som Öÿö giver så mange løfter om, venter lige om hjørnet.

Men lovende nyt fra grænseløs afrikansk kunstner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA