x
Diverse kunstnere: Next Stop ... Soweto: Township Sounds From The Golden Age Of Mbaqanga

Diverse kunstnere
Next Stop ... Soweto: Township Sounds From The Golden Age Of Mbaqanga

Diverse kunstnere: Next Stop ... Soweto: Township Sounds From The Golden Age Of Mbaqanga

GAFFA

Album / Strut / VME
Udgivelse D. 17.01.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Mbaqanga er noget af det mest swingende musik på planeten. Så er det fastslået!

Vi taler om den dominerende populærmusik i Sydafrika i løbet af de sidste 20-30 år af apartheid, en musik som både havde rødder i jazzen og i den gospel, som fossede ud fra kirkerne i de berygtede townships, ikke mindst fra Soweto i Johannesburg, eller som opstod i minerne. Historisk er der tale om en samling af yderst sjældne singler fra årene frem mod det store oprør i Soweto i 1976, hvor ANC for alvor fik tændt op under den tilstand, der skulle ende med Nelson Mandelas løsladelse fra fængslet på Robben Island og apartheids ophør.

Det, der er så specielt ved denne udgivelse er, at der ikke "bare" er tale om de sædvanlige kendte stjerner, såsom Soul Brothers, men tværtimod en lang række kunstnere, som man skal have lokalkendskab for at have en chance for at huske. Okay, der er enkelte, såsom superstønneren Simon "Mahlathini" Nkabinde og hans senere samarbejdspartnere The Mahotella Queens, ligesom Izintombi Zesi Manje Manje også var blandt de banebrydende inden for stilen.

Jeg er ret vild med den fest, som springer frem fra rillerne på denne udgivelse. Tag nu bandet med det formidable navn S. Piliso & His Super Seven, som kører et track af med et skiffleagtigt beat og den typiske drivende bas, som smækker dansen fremefter, eller Mahlathinis typiske track, hvor slagene ligger på 1 og 3 og guitarlinjerne ligger forskudt, mens bassen igen bærer sangen og kald/svar-korene skaber resten af magien. Eller den arketypiske mbaqanga hos Intombi Zephepha, hvor stortrommen solidt banker beatet på 1 og 3 og lilletrommen - eller klappet - rammer direkte på 2 & 4, mens der kører de mest bedårende kvindestemmer op ad guitarløbene, som flettes ind og ud. Eller Tempo All Stars med en lyd fra dengang i begyndelsen, hvor stilen kom fra jazz og hed Sax Jive, men med den pumpende rytme fra orgelet i hjørnet. Eller endelig tracket med Mahotella Queens optaget helt tilbage med et herligt cubansk inspireret groove og suveræn saxofon med direkte adresse til Cape Towns berømte jazzscene.

Nej, for mine penge er det her en råinspirerende omgang fra en tidslomme. Musik med en friskhed af den slags, som vi sukker efter. Sæt den på til næste fest. Efter det gider du sikkert ikke høre andet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA