Hej Matematik: Alt Går Op I 6

Hej Matematik
Alt Går Op I 6

Hej Matematik: Alt Går Op I 6

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 25.01.2010
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Er der noget som sange, der optrævler det velkendte, banale og udstiller de småskøre, vidunderlige og banale tråde, der holder vores små liv sammen?
Hej Matematik har fra starten haft fat i den kærlige satiriske skildring af hverdagen - som den ser ud i provinsen, storcenteret, på diskoteket. De fortsætter med at twiste stort og småt på Alt Går Op i 6. "Matematik er så kompleks, men hemmeligheden bag det hele er, at alt går op i 6" - titelnummeret er et plus. "Vi var legendebørn på en stille vej... verden udenfor blev min, farvel til kummefrys og sodastream, så pas på mig" Legendebørn (som i legendariske børn, altså med hårdt g), også et plus. Party I Provinsen, plus. Men desværre er albummet også behæftet med minusser. Coveret af C. V. Jørgensens Det Si'r Sig Selv ligger godt til Hej Matematik, men deres version hiver sjælen ud af C. V.s sang. Samtidig ligger den så tæt på Party I Provinsen, at den ikke kan undgå at sætte de glade drenges egne tekster i perspektiv. Der er nogle trin op fra Party I Provinsen til Det Si'r Sig Selv. De blidere kærligheds-numre lægger sig også på minussiden, fordi banaliteterne ikke får satiriske vinger. Og det efterlader os med melodi, vokal og tekst på det jævne. Der er i alt 12 tracks, alt går jo op i 6. De første 5 er albummets bedste. Resten virker som fyld, der næppe kan klare sig i hitlisteregi. Alt går måske op i 6, men ikke i en højere enhed på album nummer to. Men Hej Matematik kan lave musik, som virkelig kan redde en weekend i provinsen. Well well well, regnskabet ender altså alligevel i plus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA