x
Blur: No Distance Left To Run

Blur
No Distance Left To Run

Blur: No Distance Left To Run

GAFFA

Film / Pulse Films
Udgivelse D. 19.01.2010
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Alle ingredienserne til en god musikdokumentar er samlet i "No Distance Left To Run". Historien om et af Storbritanniens vigtigste bands i nyere tid, og ikke mindst gendannelsen af det selvsamme med Blurs comeback-koncerter sidste sommer.

Da Blur for omkring halvandet år siden bekendtgjorde deres gendannelse til en stribe koncerter i sommeren '09, var ikke et øje tørt i den britiske musikpresse. For med Blur kan man med rette tale om et af landets vigtigste bands gennem de sidste 20 år, og en gendannelse i sådan en kaliber vil være et oplagt udgangspunkt for en dokumentar om bandet. Nogenlunde sådan må tankerne have været hos de to filmbagmænd Dylan Southern og Will Lovelace, der har skabt dokumentarfilmen om Blur "No Distance Left To Run".

Gendannelsen af et venskab
Filmen handler lige så meget om gendannelsen af et band som gendannelsen af et venskab; faktisk er sidstnævnte nok det vigtigste. Om begrundelsen for at gendanne bandet forklarer bassist Alex James nemlig, at det hverken handlede om pengene, eller det at optræde foran et publikum igen – vigtigst af alt var det, at han kunne få sine venner tilbage. Måske nok et noget corny udgangspunkt, men ikke desto mindre er venskabet (og til tider uvenskabet!) bandet imellem det vigtigste omdrejningspunkt for denne film.

"No Distance Left To Run" tager altså udgangspunkt i genforeningskoncerterne sidste sommer og i nylige solo-interviews med hvert medlem. Vi følger dem på tourbussen, i øveren og i backstage-lokalernes heftige bordtenniskampe – alt imens Blurs 20 års lange historie fortælles fra hvert medlems synspunkt. Der er dømt fanguf med de mange ældre og ganske underholdende klip og interview-bidder fra 90'erne. Men hele tiden krydret med eftertænksomme og ærlige fortællinger fra de fire medlemmer, hvoraf især guitarist Graham Coxon og Alex James' betragtninger ofte er rørende og meget velformulerede.

Hverken gennem Blurs karriere eller i denne film kan der dog herske tvivl om, hvem der er stjernen og hovedarkitekten i bandet – forsanger Damon Albarn. Hans påfund og optræden gennem karrieren er prisværdig, men det lader ligeledes til at være hans øjeblikke af primadonna-nykker, der vækker problemer internt i bandet og blandt andet medvirker til Coxons exit i 2002. Et tidspunkt i bandets historie, der bliver nøje reflekteret over, ligesom historierne om britpops fødsel, kampen mod Oasis og skiftet fra indieband til popband og tilbage igen.

Comeback-koncerterne højdepunkt
Blurs historie bliver fortalt både levende, underholdende og rørende hele vejen igennem, og især de nye optagelser fra gendannelsen er af rigtig høj filmisk kvalitet. Og selvom bandets historie fortælles stort set fra dag et, bliver den aldrig kedelig eller ustruktureret, hvilket musikdokumentarer kan have en uheldig tendens til.

Filmens højdepunkt bliver også dens udgangspunkt – nemlig comeback-koncerterne fra sidste sommer, hvor koncerten som hovednavn på Glastonbury står stærkest, både for medlemmerne og for filmens publikum. Efter at have leveret en gudesmuk afslutning med "Tender", der brøles tilbage af publikum til det tydeligt rørte band, forlader Albarn scenen, sætter sig ned og rent ud sagt tudbrøler.

Det er sjældent, at en musikdokumentar har så mange fine elementer samlet på halvanden time. Men med "No Distance Left To Run" har filmmagerne Sourthern og Lovelace begået en lille genistreg, der både kan vække begejstring for hardcore fans og almindeligt musikinteresserede.

"No Distance Left To Run" vises i Cinemaxx i København og Århus onsdag den 20. januar og udkommer senere på dvd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA