Under Byen: Alt Er Tabt

Under Byen
Alt Er Tabt

Under Byen: Alt Er Tabt

GAFFA

CD / A:larm Music
Udgivelse D. 08.02.2010
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

"10 sange på 40 minutter. Er Under Byen pludselig blevet et popband?" var mit første indtryk, da jeg satte gruppens fjerde album Alt Er Tabt i cd-afspilleren. Men laserstrålen havde ikke lyst i mange sekunder, før jeg måtte skyde denne teori ned. Alt Er Tabt viser sig dog at være Under Byens mest tempofyldte, udadvendte og ligefremme udspil til dato, og har de korteste sange, men der er stadig masser af spændende musikalske og tekstmæssige krinkelkroge at fortabe sig i. Siden forgængeren Samme Stof Som Stof har gruppens pianist og komponist Thorbjørn Krogshede forladt orkestret, og selv om en ny tangentspiller, Rasmus Kjær Larsen, er kommet til, er sangene langt mindre klaverorienterede end tidligere. I stedet bidrager hele gruppen til sangskrivningen, og nu fylder både den pumpende bas og guitaren godt i det forholdsvis nøgne lydbillede, der vanen tro også er præget af skiftevis længselsfulde og dramatiske strygere og skramlende slagtøj og dunkende trommer, tilsat en smule mere elektronik end vanligt. Som et yderligere instrument finder vi Henriette Sennenvaldts særegne, hviskende vokal og hendes billedrige, poetiske og let gådefulde tekster, der er mere ordknappe og koncentrerede end tidligere. "Alt er tabt / og ligger og roder rundt omkring," synger hun på titelnummeret, og selv om Under Byen har tabt – eller sluppet - deres karakteristiske, smukke klaverunivers og også de storladne lydkatedraler, så har de vundet lige så meget med deres nye, mere imødekommende udtryk. Alt Er Tabt er med andre ord endnu et vinderalbum fra det dybt originale orkester Under Byen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA