x
Trio Beyond: Koncertsalen, Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

Trio Beyond, Koncertsalen, Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

Trio Beyond: Koncertsalen, Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Der knyttede sig på forhånd store forventninger til aftenens koncert. Ikke bare fordi det var Vinterjazz Festivalens egentlige åbningskoncert, der var tale om. Men også fordi det var selveste Trio Beyond, der skulle optræde - det vil sige John Scofield, Jack DeJohnette og Larry Goldings! Tre mestre på henholdsvis guitar, trommer og orgel. Og alligevel var der ikke udsolgt i Koncertsalen i DR-Byen i København. Ok, salens kapacitet er overvældende. Og billetprisen var høj. Men alligevel. Det kan ganske enkelt ikke været gået op for alle, hvilke forrygende musikere, den landsdækkende jazzfestival havde fået til at åbne, for så burde der have været en venteliste og en kø af den slags, der slynger sig helt ud i kulden.

John Scofield blev af arrangørerne lanceret som førsteguitarist. Og dén betegnelse er såmænd meget god. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at han som guitarist befinder sig i denne verdens absolutte elite, når det gælder moderne fusionsjazz. Jack DeJohnette blev af arrangørerne lanceret som trommelegende, og også dén betegnelse er passende. Manden, der har lagt beat bag både Miles Davis, Keith Jarrett, Chick Corea, Herbie Hancock og John McLaughlin, er en mesterlig musiker, et pejlemærke i moderne jazz. Larry Goldings er en yngre model, men allerede anerkendt som en virtous på orgel. Tilsammen udgør de tre Trio Beyond, som først så dagens lys i 2003. I 2004 indspillede de en live-koncert, som to år senere blev udgivet på dobbeltalbummet Saudades. Men trioen er og bliver et live-fænomen. Og derfor knyttede der sig store forventninger til åbningen i Koncertsalen.

Der skulle dog gå nogen tid, før forventningerne blev indfriet. Det var som om, de tre ikke kunne finde sammen på scenen før 20 minutter inde i koncerten. Det var som om, de alle var rustne og ikke helt havde fået styr på, hvem der skulle tage teten. Og dét til trods for, at de i stort omfang holdt sig til det gammelkendte materiale, som for år tilbage var blevet foreviget på dobbeltalbummet. Først med Larry Youngs korte blues Allah Be Praised, som førte direkte over i trioens egen, meget lange og funky Saudades, kom der retning på koncerten og sammenhæng på scenen. Men derfra gik det også fremad. Derfra var det som om spilleglæden og nærværet indfandt sig. Trioen fik nyt liv, som den tog med sig over i en versionering af Miles Davis' Seven Steps To Heaven. Den versionering var isoleret set mesterlig. Men koncerten som helhed forekom til stadighed springende i intensitet, karakter og udtryk.

Mest helstøbt fremstod trioen i versioneringen af numre som Joe Hendersons blues If og Jack DeJohnettes ballade Soulful Ballad. De to numre blev spillet umiddelbart efter hinanden – hen imod slutningen af koncerten - og vidnede netop om trioens evne til at favne vidt eller vanskelighed ved at finde fokus (afhængigt af temperament). Begge numre var – isoleret set – storslåede. Førstnævnte, fordi nummeret ruskede op i både band og publikum med et rullende beat. Sidstnævnte, fordi nummeret gav rig lejlighed til at høre trioens egentlige omdrejningspunkt – Jack DeJohnette – folde sig ud bag trommesættet i et mange-facetteret tilbageholdt spil, der fik en fascinerende ro til at sænke sig i salen. Han, trommeslageren over alle trommeslagere, blev aftenens virkelig store oplevelse.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA