x
Spoon: Transference

Spoon
Transference

Spoon: Transference

GAFFA

Album / Bonnier Amigo Music
Udgivelse D. 18.01.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Med 2007's Ga Ga Ga Ga Ga fik veteranerne i Spoon endelig hul igennem til et større publikum. Hvor fristende har det ikke været at lave en opfølger i samme storladne, let poppede boldgade? Faktisk er Transference et skridt i den stik modsatte retning. Med instrumenteringen barberet ned til det strengt nødvendige og foden under egen producerpult har Spoon skabt et slags dogme-album – minimalistisk og eksperimenterende. Anmelderfavoritterne fra Texas skriver stadig fremragende rocksange, men de bliver langtfra serveret på et sølvfad denne gang. Hør bare, hvordan Britt Daniels fremragende rockvokal kommer helt skævt ind på beatet i Is Love Forever?, eller hvordan Nobody Gets Me But You udarter i krautrock med forvrænget flygel. Undertiden truer Transference med at blive en distancerende akademisk oplevelse, men Daniels' stemme er stadig en af de mest udtryksfulde i amerikansk rock. Lyt med tålmodighed, og melodierne pibler til overfladen – som i smukke Goodnight Laura eller hidsige Got Nuffin. Amerikaner-rock for feinschmeckere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA