x
Joan As Police Woman: VoxHall, Århus

Joan As Police Woman, VoxHall, Århus

Joan As Police Woman: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Danmark har været velbesøgt af Joan As Police Woman i de sidste par år, og denne gang fik vi såmænd helt nye numre fra hendes kommende album. Med sange fra "Real Life", "To Survive" og hendes seneste "Cover"-album blev koncerten en sprælsk affære, dog uden at mangle fokus.

Joan Wasser med Parker Kindred bag trommerne og Tyler Wood på "alt muligt andet", som Joan sagde, gik på scenen uden stor ståhej og gik lige på med "Anyone" fra hendes første album "Real Life". En stille intro, men allerede på andet nummer introducerede hun det første af flere nye numre på aftenen. En af hendes store inspirationskilder er den klassiske amerikanske soul, og på den nye "Kiss The Specifics" kom det til udtryk, om end endnu mere end på de foregående albums. Til koncerten på VoxHall var numrene meget rock-prægede, og det er måske ikke sikkert, at de kommer til at lyde helt så umiddelbare og "derudad" på et album.

Sådan var det generelt for sangene på VoxHall. Specielt når Joan slap keyboardet, fik fat om guitaren og trådte frem på scenen, blev der skruet op for volumen, og det nye "Nervous" blev leveret yderst groovy og med tunge slag på guitaren. Også et nummer som det meget melodiske "Holiday" og sangens ellers musikalsk detaljerede lydbillede fremstod umiddelbart og ligefremt. Det er ikke, fordi koncerten bare forblev uproblematisk og uden nerve, bestemt ikke, men med kun Joan og to musikere må musik som hendes nødvendigvis ændre udstråling live, når ikke der er plads til at have trompeter og violiner med.

Tanken om strygere og blæs glemte man dog hurtigt, da præmisserne for en stram rockkoncert lå fast. Et højdepunkt indtraf, da de ellers fortrinlige musikere Parker Kindred og Tyler Wood tav og lod Joan give den første cover-version. David Bowies "Sweet Thing" blev så kraftfuldt fremført, at publikum skar grimasser i takt til hendes vokalfraseringer og mimik, og det var en fryd at tænke over, hvordan betydningen i ordene "boys, get it here" ændrer sig med Joan Wassers passionerede intonation. Efter et nyt, intimt og stille nummer i "Flash" og "klassiske" JAPW-numre i "Eternal Flame" og "To be Loved", var det igen tid til at "slippe Joan Wassers hjerne" (som hun selv sagde det). Britney Spears- og Public Enemy-covers blev spillet langt ud over scenekanten med en god portion vitalitet og lyst til at eksperimentere, hvilket syntes at passe fint ind i koncertens udadvendthed. Specielt Tyler Woods nærmest Backstreet Boys-agtige kor passede til "Overprotected". I det hele taget spillede de to backing-musikere så kompetent tight og energisk, at koncerten ikke fortsatte ud i ligegyldigheder, men holdt sig pænt inden for stregerne.

Efter "Christobel" blev Joan og band klappet ind igen til aftenens sidste nummer, som skulle vise at være et nyt. Her indfandt hun sig alene bag keyboardet med en skrøbelig vise om "The Human Condition", der hylder det simple og forløsende i at smile til en fremmed og et håb om, hvad det måtte kunne føre til. Således kunne vi gå hjem med dét budskab og en intens fornemmelse fra en koncert, der på mange måder var legesyg, uden at blive ufokuseret. Og måske det også udstikker retningen for det kommende album? At dømme efter de ny numre i aften kunne der være et mere rock-præget album på vej. Vi venter i spænding.

 

Joan As Police Woman spiller i Lille Vega i København 26. januar. Koncerten er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA