x
Stereophonics: Store Vega, København

Stereophonics, Store Vega, København

Stereophonics: Store Vega, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

At walisiske Stereophonics' succes er størst på den anden side af Nordsøen, var tydeligt i aftes i Store Vega. Salen var kun halvt fyldt. En god portion af de fremmødte til denne første koncert på Stereophonics' europæiske turné var da også britisktalende.  

En god blanding af gammelt og nyt

Med syv albums på samvittigheden siden debuten i 1997 er der således nok materiale at tage fat på. I aftes blev publikum præsenteret for en buket af det bedste fra hele karrieren, inklusive hele syv numre fra det nyeste album "Keep Calm And Carry On", der udkom i mandags i Danmark, og som GAFFAs anmelder har givet en jævn anmeldelse. 

Pauvert fremmøde eller ej – stemningen i salen var forventningsfuld, da Stereophonics trådte på scenen. Bandet lagde ud med nummeret "Live n' Love" fra deres seneste album. Nummeret var ikke velvalgt som intronummer; dertil var det for anonymt. Som en konsekvens heraf skulle koncerten lige spilles i gang, før band og publikum fik splejset de rigtige ledninger og skabt kontakt.   

Ingen dikkedarer og store armbevægelser

Stereophonics leverede god portion melodiøs rock uden dikkedarer og store armbevægelser. Det er de hverken det første eller sidste band i historien, der praktiserer. Og det er muligvis også Stereophonics' største svaghed. De har ikke en banebrydende lyd, men er "blot" et band, der spiller god, gedigen musik, som ikke genopfinder den dybe tallerken. Det er nærliggende at trække referencer til den alternative britiske rocks største koryfæer, Oasis. I øjeblikke krængede Kelly Jones de britiske (eller walisiske, om man vil) tekster ud på en måde, som en vis kolerisk Gallager har gjort til sit kendetegn. I andre øjeblikke kunne man ane ligheder med canadisk rocks hæse førsteelsker, Bryan Adams. Og selv om det ikke er to hr. hvem-som-helst, han bliver sat i bås med, så lød Kelly Jones og Stereophonics nu en gang bedst, når de lød som sig selv.

Det gjorde de allerbedst i aftes på tunge rocknumre som "Superman" og "Help Me (She's Out Of Her Mind)", hvor bandet i den grad viste tænder. Kontrollerede guitarriff leveret med et kækt smil, rå stemmeføring og en stram styring af lyd fik bandet til at vise, at de mestrer andet en fængende ørehængere. For ørehængerne var der også masser af: "Maybe Tomorrow", "Stuck In The Rut", "Local Boy In The Photograph", "Just Looking" og den helt fabelagtige "Dakota" viste Stereophonics fra den mere bløde, men absolut ikke mindre klædelige side. Det var især på disse numre, at Kelly Jones' hæse vokal fik udnyttet sit potentiale fuldt ud.  

Nye toner blandt det velkendte

Publikum var med, både i det tunge og i det lette. Klapsalver, tilråb og fællessang flankerede hvert nummer, og Stereophonics formåede at holde publikum fokuseret gennem hele koncerten. Nye, endnu ukendte numre blev virkelig lyttet til – noget som ikke altid lykkes, når publikum kommer for at høre gamle, velkendte toner. Hatten af for bandet, og for publikum! 

Hvorfor bragte koncerten så alligevel ikke Vega på kogepunktet og skabte fuldkommen koncertmagi? Den halvtomme sal gjorde sit, men det var ikke hele grunden. En del af svaret skal nok – desværre – findes i Stereophonics selv. De spillede godt, de var veloplagte og repertoiret velvalgt. Det var en god oplevelse. Men Stereophonics holdt sig desværre også så stramt til rockformlen, at man aldrig helt mistede fodfæstet.  

Og så lige til sidst: Hvor blev den af, bandets massivt spillede hit "Have A Nice Day" som ramte os som en af de syv plager i 2001? (Du kender det godt!) Det lod de blive hjemme. Modigt, men også beundringsværdigt, for det er i den grad ikke et nummer, der definerer bandet. Og det manglede ikke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA