x
Eivør Pálsdóttir & Carsten Dahl Trio: Copenhagen Jazzhouse, København, Vinterjazzfestival

Eivør Pálsdóttir & Carsten Dahl Trio, Copenhagen Jazzhouse, København, Vinterjazzfestival

Eivør Pálsdóttir & Carsten Dahl Trio: Copenhagen Jazzhouse, København, Vinterjazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Copenhagen Jazzhouse har en idé. Eller man kunne sige et koncept. Classic Jazz Club er navnet. Og pointen er den, at koncertstedet med konceptet vil tvinge jazzen tilbage på et spor, hvor den før har befundet sig. Et spor, der langt hen ad vejen handler om improvisation. Det fungerer sådan, at koncertstedet inviterer en udenlandsk solist til byen – det kan være til tre koncerter, tre aftener i træk – og vel at mærke til akkompagnement af danske musikere, samlet til formålet. Repertoiret skal som udgangspunkt være standards og ikke som udgangspunkt den besøgende kunstners egne kompositioner eller sange. Sådan fungerede jazzen, da den endnu var ung i Danmark. Og sådan fungerer konceptet Classic Jazz Club, som ifølge kunstnerisk leder, Lennart Ginman, er "farlig" jazz - farlig i den forstand, at solist og ensemble ikke er sammenspillet. Det krævende koncept - koncerterne - gør så at sige publikum til vidner til en kunstnerisk proces, der er levende og potentiel meget forskellig fra den ene aften til den anden eller tredje.

Torsdag var det den færøske sangerinde Eivør Palsdottir, der gik på scenen i Copenhagen Jazzhouse til en omgang classic jazz. Koncerten var – helt i tråd med konceptet - den første af tre "farlige" koncerter, tre aftener i træk. Med på scenen havde Eivør Pálsdóttir de tre danske sidemen - pianisten Carsten Dahl, trommeslageren Stefan Pasborg og bassisten Niels Davidsen. Og dét, der kom ud af den kunstneriske proces nordboerne imellem, var sublimt. Helt enkelt. Fordi en ekstremt nærværende sangerinde generøst øsede ud af sit helt urnaturlige talent. Og fordi hendes - til lejligheden samlede - ensemble var så teknisk og kunstnerisk velfunderet, så åbent over for et reelt samspil, at musikaliteten nærmest voksede ud af instrumenterne og vokalen.

Bulls Eye fra fjerde nummer

Konstellationen åbnede aftenens koncert med George og Ira Gershwins Summertime i en forsigtig, men smuk version, der ikke desto mindre understregede pointen: At konceptet er "farligt." Konstellationen måtte bruge dette og de følgende to numre på at finde hinanden – og skiven. Men uanset, at konstellationen ikke ramte centralt i skiven den første halve times tid, var det interessant for publikum at følge processen – at følge sangerinden i en nærmest meditativ attitude holde mikrofonen, som var den en blokfløjte, alt imens den sprødeste stemme lod sig høre. Og at følge musikerne søge sammen om et fælles udtryk. Med det fjerde nummer, Dimitri Tiomkins og Ned Washingtons Wild Is The Wind, var der Bulls Eye. Eivør Pálsdóttir og Carsten Dahl fandt hinanden, smøg sig elegant ind og ud af nummeret. Og Stefan Pasborg og Niels Davidsen fulgte ubesværet trit.

Det exceptionelt høje niveau blev oprethold i de følgende to numre: Autumn Leaves og My Funny Valentine. Men det helt store højdepunkt opstod alligevel, da Eivør Pálsdóttir i andet sæt greb sin el-guitar og som solist – både instrumentalt og vokalt – gav sin version af Eden Ahbez' smukke standard Nature Boy. Den skarpe lyd fra guitaren, den til tider skarpe, til tider engleblide vokal gav helt nye dimensioner til det i forvejen ualmindeligt smukke nummer. Fra og med dét nummer var niveauet så højt, at man kun kunne ærgre sig over, at koncerten måtte have en ende. Musikerne forstod hinanden, morede sig. Og publikum nød autenticiteten. Arthur Hamiltons Cry Me A River blev med hele konstellationen et nyt højdepunkt

Der er ingen tvivl om, at Eivør Pálsdóttir er et af nordens største naturtalenter, når det gælder vokaljazz. Endsige at Carsten Dahl er et af nordens største naturtalenter bag flygelet. At Stefan Pasborg mestrer det tilbageholdte trommespil. Eller at Niels Davidsen udgør en uhyre fin back-up. Men med den virtuositet de fire tilsammen demonstrerede fornyede de gamle standards så radikalt, at man virkelig kan ønske sig mere – netop med den.

Hil de fire. Og hil Jazzhouse for genindførelsen af det "farlige" koncept.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA