x
Brett Anderson: Pumpehuset, København

Brett Anderson, Pumpehuset, København

Brett Anderson: Pumpehuset, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Termometeret står faretruende tæt på dybfryserkoldt. Det er fuldmåne, og al varme synes at forsvinde direkte ud i verdensrummets uendelige tomrum over det frostknirkende København.  

Der er også højt til loftet på den tidligere Suede-forsanger Brett Andersons seneste soloalbum "Slow Attack", som dyrker en indadvendt og dybsindig refleksion. I aften spiller han i Pumpehuset i København, og på vej derind spekulerer Deres udsendte på, om der mon er sat stolerækker op. For musikken på den 42-årige Brett Andersons nye album lægger i den grad op til andægtig og opmærksom fordybelse. Og så er det bedst at sidde ned.

Men i stedet får vi en overraskende larmende og veloplagt rockkoncert.  

Brett Anderson har samlet et cool og velspillende rockband, blandt andre bestående af den danske trommeslager Kristoffer Sonne og guitaristen Jim Dare. Sidstnævnte præsenterer den konstant smilende og smågrinende Brett Anderson meget præcist som "E-bow-specialisten, der kan få sin guitar til at lyde som et fly, der letter" (en E-bow er en elektronisk dims, der virker som en violinbue på en elguitar). Og det får vi demonstreret adskillige gange under den godt halvanden time lange koncert. 

Der bliver virkeligt rocket igennem i koncertens første halve time, og det fungerer rigtig, rigtig godt. Brett Anderson er super veloplagt, synger blændende godt og ser godt ud. Årene er gået nænsomt over ham. Det lange pandehår er intakt, og han er stadig tynd som en sulten junkie.

Fra han indtager scenen, til han går af, danser han sine sjove signaturdanse fra Suede-tiden. Drejer rundt om sig selv med vrikkende strutnumse. Slår taktsalg i luften med mikrofonen. Poserer. Krukker. Klapper, mens hans virrer med hovedet. Det er Brett Anderson, som vi kender og elsker ham. 

De gamle Suede-fans, som fylder salen, er med årene blevet til yngre og midaldrende mødre og fædre (nogle få har oven i købet taget børnene med), og synet af den dansende Brett Anderson sender mange smilende og drømmende øjne en tur ned ad memory lane, til ungdommens Suede-koncerter. 

Ingen nostalgi

Men det er på ingen måde rendyrket nostalgi. Det er ingen greatest hits-koncert. Alle sangene er fra Brett Andersons solo-plader. Ikke engang som ekstranummer får vi en Suede-sang. Men præmissen fungerer. Koncerten er god. Sangene holder, og de bliver leveret med charme og karisma af en overbevisende stærk og sikker frontmand.   

En halv time inde i forløbet går bandet af scenen og efterlader Brett Anderson alene med tre meget stille sange. En på klaver og to på akustisk guitar. Her taber koncerten fuldstændigt sit momentum af rockpower, og selvom det ikke varer mere end ti minutter, bliver det noget af en prøvelse for publikum.

De utålmodige råber "fisse", og de indignerede råber "hold kæft". Det er synd, for Brett Anderson leverer varen. Han må bare se i øjnene, at eftertænksomhed er en vare som der er bedre salg i søndag i kirken, end lørdag aften i Pumpehuset. Efter dette halvkiksede intermezzo kommer koncerten hurtigt tilbage på sporet.

Det bliver til en varm oplevelse på en iskold aften. Selvom Brett Andersons solokarriere målt i pladesalg nærmest er gået helt i stå, sammenlignet med Suede i storhedstiden, virker han på ingen måde som et færdigt og afdanket nostalgi-objekt. 

I Pumpehuset viste han sig som en vital kunstner, der fortsat har noget på hjerte. Han er også stadigvæk en krukke - og tak for det.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA