x
DR Big Band feat. Randy Brecker: Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

DR Big Band feat. Randy Brecker, Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

DR Big Band feat. Randy Brecker: Koncerthuset, København, Vinterjazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den amerikanske jazztrompetist Randy Brecker, er – som aftenens dirigent og sprechtstallmeister, Michael Bojesen, ganske rigtigt påpegede forud for lørdagens koncert – en levende legende. Listen over store musikere, han har spillet med, er uhyre lang og rummer masser af netop legendariske navne. Havde big bandets eller underholdningsorkesterets medlemmer forud for koncerten skelet til hans CV, ville bare et hastigt blik ned over listen nok have aftvunget dem den største respekt. Men selv om Randy Brecker helt åbenlyst var aftenens solist, opstod der alligevel en balance orkestre og solist imellem, som gjorde koncerten til en helhedsoplevelse. Også fordi DR Big Band, som Michael Bojesen tilkendegav, måske er verdens bedste big band. Måske!

Dirigentens, de to orkestres og Randy Breckers ærinde var at spille jazzballader – hovedsageligt fra the great American songbook, men også et par stykker fra Randy Breckers egen songbook. Og dét holdt. Der var en repertoiremæssig sammenhæng, et naturligt flow og en rigtig god balance igennem koncerten som helhed – ikke bare imellem orkestre og solist, men også mellem de forskellige numre, der både kunne tilskrives forskellige komponister og forskellige arrangører. Om det så var George Gershwin, John Barry, Arthur Altman, Thelonius Monk eller Randy Brecker, der oprindeligt havde komponeret balladerne, så holdt de i de gennemgående gode arrangementer. To af aftenens bedste og mest gennemførte numre – kompositorisk, arrangementsmæssigt og udførelsesmæssigt – var netop Arthur Altmans All Or Nothing At All fra 1939, fornemt arrangeret af Peter Jensen og Hoagy Carmichaels Skylark fra 1942, næsten lige så fornemt arrangeret af Gerard Presencer. Begge de nævnte arrangementer tildelte så godt som alle de halvtreds musikere på scenen krævende funktioner, hvilket netop må være pointen, når man samler så mange musikere omkring et nummer.

De to orkestre og solisten præsterede en virkelig god koncert. De stod godt til hinanden. Og blev med sikker hånd ført igennem af dirigenten, der også var en sublim sprechtstallmeister. Randy Brecker viste sig værdig til prædikatet – levende legende. Og big bandet viste sig – måske at være verdens bedste. For så godt som alt fungerede. Så godt som alt forløb som smurt. Men… med så stort et set-up – og hen ved 1.400 lyttere i den store koncertsal - er det nu engang vanskeligt at etablere en form for intimitet. Og netop dén savnede undertegnede. Det var til tider som om, arrangementerne - og dermed det planlagte koncertforløb - udviklede sig som var der først og fremmest fokus på teknikaliteter og sammenhæng, snarere end intensitet og "farlig" kunst. Og det var ærgerligt. Kun i og med Peter Jensens versionering af Arthur Altmans All Or Nothing At All var der helt åbenlyst noget mere og meget alvorligere på spil, kunstnerisk.

Ikke desto mindre efterlod de mange musikere et indtryk af stor professionalisme, trods en til tider rutinepræget tilgang til stoffet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA