x
Chris Rea: Tempodrom, Berlin

Chris Rea, Tempodrom, Berlin

Chris Rea: Tempodrom, Berlin

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hvad skal der til for at lave en god koncertoplevelse?

Vi skal have en god lyd. Tjek. Hvad med en god sætliste? Tjek. Et velspillende band? Også Tjek her. Ja, endda en udsolgt sal. Alle de grundlæggende præmisser er altså til stede i aften.

Et måske mere presserende spørgsmål er: Skal man have siddepladser til en koncert? Chris Rea skal i hvert fald ikke, og det burde han jo også kunne have sagt sig selv.

Her i det kolde norden rejser folk sig ikke bare op og danser, medmindre der er nogle der sætter dem i gang. Nåh, men det vender vi tilbage til.

Chris Rea er tilbage med endnu et "Best of"-album, "Still So Far to Go", og har i den anledning startet en længere Europaturné. På trods af at hans storhedstid var i firserne, er han stadig et stort navn i Tyskland. Tempodrom er fyldt til bristepunket med trofaste fans, der har været med lige siden starten.  

Kongen af slide-guitar

Chris Rea bliver ofte kaldt den bedste slideguitarist i verden. Og han spiller helt klart med hjertet og stor indlevelse. Især på hans soli på numre som "Where the Blues Came From" og "Easy Rider" er han helt sublim og giver den alt, hvad den kan trække. Nogle gange går han helt over gevind og lyder, som om han er med i Sonic Youth. Jeg blev helt pinligt berørt på hans vegne og kigger nervøst på mine naboer, som da også sidder med en finger i øret.

Ellers strejfede tanken mig ofte, at hans timing manglede noget. Måske var det nerver og manglende indøvning her i starten af turnéen? Jeg ved det ikke, men syntes nu, når guitaren er hans stærkeste våben, burde man kunne forvente mere.   

Én streng at spille på
Hele vejen igennem koncerten er der ingen udveksling mellem publikum og band. Jo, folk klapper venligt efter hvert nummer og sågar i takt engang imellem. Men det føles ofte som om, at bandet spiller for sig selv, og publikum blot er vidne til en dag i øveren. Det er ærgeligt og giver anledning til at bruge en del tid på opfinde ordspil og bevingede ord, mens man keder sig. Som denne her: Når en guitar har seks strenge, hvorfor så ikke bruge dem alle? Variation er ikke just Chris Reas styrke. Og aftenen bærer præg af ensformighed.   

Transformationen
MEN.....Efter en halvanden times koncert sker der endeligt noget. De første toner til "The Road to Hell" klinger ud i salen. Pludselig bevæger sig tre mennesker op foran scenen, og kort efter følger en tredjedel af salen trop. Stemningen er totalt vendt i løbet af blot tre minutter. Det er sådanne spontane momenter, der berettiger en koncertoplevelse.

Chris Rea virker først helt forskrækket over denne pludselige ungdommelighed i hans publikum. Hurtigt ser han dog ud til at nyde engagementet.  
De sidste 10 minutter er en ren transformation. Folk slipper endeligt deres hæmninger løs og lader festen begynde.
Desværre stopper festen lige så hurtigt, som den begyndte. Efter tre ekstranumre forlader bandet scenen og kommer ikke tilbage.

Vil Chris Rea mere end at spille for sig selv, så må han længere ud over scenekanten eller bandlyse stole til sin koncert. Han har ikke karismaen til få folk med igennem en hel koncert, og var det ikke for et par af hans trofaste fans, havde festen aldrig nogensinde indtrådt. Han skulle måske lytte nærmere til sine tekster. Prøv denne: "Somewhere between Highway 61 & 49. Come roll the dice and take a chance. Put your future on the line".  Det ville klæde ham.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA