x
José González: DR Koncerthuset, København

José González, DR Koncerthuset, København

José González: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Peter Juncker | GAFFA

Er José Gonzalez jazz? Det er det nok de færreste, som i fuld alvor vil argumentere for. Alligevel var den svenske troubadur med de argentinske rødder et af hovednavnene på den årlige Vinterjazz-festival, hvor han mandag aften lagde vejen forbi DR's Koncerthus til en udsolgt koncert.

Og på en dag, hvor årets foreløbig værste snestorm havde raseret det mest af Danmark og skabt kaotiske tilstande flere steder, var der utvivlsomt mange, som glædede sig til at tilbringe lidt tid med den gennemsympatiske svensker indenfor - jazz eller ej.

Med sin iørefaldende og spartanske folk-pop har den 31-årige Gonzalez gennem de seneste år nemlig udviklet sig til en af den alternative musikscenes rigtig store navne, ikke mindst takket være en nærmest perfekt eksponering i form af en berømt Sony-reklame samt flere hippe, amerikanske tv-serier. Det var da også tydeligt, at publikum denne aften for en meget stor dels vedkommende bestod af yngre, velklædte og kreativt udseende mennesker.

Og både de og koncertens øvrige gæster tog varmt imod aftenenes hovedperson, da han en smule forsinket med sin guitar under armen entrede scenen med sin karakteristiske korthårsfrisure, fuldskæg samt løse, mørke bukser og en sort skjorte, der var knappet helt op i halsen.

Her satte han sig til rette på en af de tre stole, der var opstillet midt på scenen, hvorefter han med hovedet bøjet hen over guitaren slog tonerne an til "Deadweight on Velveteen" fra hans debutalbum "Veneer".

På forhånd havde denne anmelder været en smule skeptisk over for, om Gonzalez ville være i stand at spille den store sal op, bevæbnet udelukkende med sin guitar og stemme, men den tvivl fik han straks manet i jorden. For det kunne han, og det lykkedes ham straks at få skabt en dragende intimitet, der nærmest fik koncertrummet til at minde om en futuristisk kirkekatedral

Alligevel var det - trods den generelt glimrende lyd - som om hans vokal druknede lidt i guitaren på de første par numre, men da først det blev justeret, viste Gonzalez hurtigt, hvor eminent en musiker han er, og derfra koncerten igennem formåede han uden de mindste problemer at tryllebinde publikum udelukkende i kraft af sin musik, for smalltalk var der unægtelig ikke ret meget af.

I det hele taget er det tydeligt, at Gonzalez er en person, der ikke lefler for nogen, hverken på sine studieplader eller til koncerter. Her er det udelukkende sangen og guitarspillet, det drejer sig om. Denne konsekvente og arkaiske tilgang er bestemt respektindgydende, men samtidig også med til at give hans sange en til tider lidt enslydende kvalitet, der kan virke både behageligt meditativ eller søvndyssende alt efter temperament.

Af samme grund løftede koncerten sig, da Gonzalez efter at have fremført koncertens første fire numre solo fik følgeskab af de Yukimi Nagano og Erik Bodin på scenen til de efterfølgende seks numre, som de to medmusikere tilførte både percussion, maracas, melodica samt ikke mindst nogle meget smukke vokalharmonier.

Af disse var numre som "How Long", "Lovestains" og "Down The Line" klare højdepunkter, og derudover scorede The Knife-coveret "Heartbeats", som Gonzalez fremførte alene, da Nagano og Bodin igen havde forladt scenen, aftenens vel nok største bifald.

Mange har i det hele taget lovprist Gonzalez' evne til at fortolke andre kunstneres numre, og koncerten som helhed viste, at det generelt klæder ham både at skrue lidt op for dramaet og at arbejde med en traditionel vers-omkvæd-vers sangstruktur, da hans sange dermed undgår deres lidt luftige og skitseagtige præg.

Samtidig stod det også klart, at Gonzalez er en musiker, der efterhånden har perfektioneret sin form og sine virkemidler, og derfor skal der herfra lyde en stilfærdig opfordring om at vove pelsen og kaste sig ud på lidt dybere vand på de kommende plader, for så har man en idé om, at der er meget få begrænsninger for potentialet.

Men selv om det altså var noget, man sad og tog sig i at ønske i glimt, så var det alligevel umuligt på denne aften ikke at overgive sig til mandens ubestridelige mesterskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA