x
Fanfarlo: Voxhall, Århus

Fanfarlo, Voxhall, Århus

Fanfarlo: Voxhall, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Anmeldelsen her skulle egentligt have startet med et dementi. Engelske Fanfarlo, som er startet af svenske Simon Balthazar, er længe blevet kaldt småbrødrene til det canadiske herlige indiefolk-ensemble, Arcade Fire, men burde i virkeligheden for længst have rejst sig ud af skyggen med deres debutalbum "Reservoir", som udkom internationalt i sommer og blev solgt på nær-Radiohead-parametre for én dollar online. Albummet er netop kommet i Danmark her primo 2010, og nu følger så to koncerter på dansk grund. Voxhall Århus onsdag aften, Loppen i København torsdag.

Men det bliver netop intet dementi. For at rejse sig ud af Arcade Fires skygge er lige præcis, hvad ellers charmerende Fanfarlo ikke formår! Tværtimod. Lydbilledet, introerne, sangskrivningen og instrumenteringen er så tæt på Arcade Fire, at det bliver næsten trættende i længden at søge efter ligheder mellem dette britiske bands formåen og "Funeral"-albummet. Det er lidt synd, når Fanfarlo nu skriver lige så smukke melodier.

Fanfarlo startede ellers med variationen, deres bedste nummer, "Drowning Men" i en fortættet, intim trio-udgave med Cathy Lucas og Balthazars fine duet og modspil mellem mandolin og akustisk guitar. Derefter tog kvintetten fat på deres grandiose Peter Katis-producerede debutmateriale fra "Reservoir", og bandet formåede uden problemer at overføre den tørre storhed til VoxHalls rum.

"I'm A Pilot" og "Harold T. Wilkins..." åbnede med fremragende melodiøse momenter, mens instrumenteringen har en direkte idyllisk appel via primært akutiske instrumenter inklusiv trompet, violin og melodika. Det er sådan en koncert, du tager din søde kæreste med til (eller alternativt forsøger at opmuntre din mavesure kæreste til). Et af de nye numre, "We Live By The Lake", er en herlig ballade med trompet og trommespil med køller, mens et nummer som "Atlas" (som oprindeligt er et demonummer, men for en stor dels vedkommende er blevet skrevet helt om) har en uimodståelig charme. Til gengæld gider bandet ikke engang at variere over forlægget på "Finish Line", som har en utroligt genkendelig intro.

Samlet set står man tilbage med fornemmelsen af et vidunderligt melodiøst band, som præsterer udmærket som liveorkester, men bliver lige lovligt kedsommeligt i længden, fordi de ikke viser viljen til at finde andre græsgange, end Win Butler (som Simon Balthazars flotte vokal også lyder som) i forvejen har betrådt.

"The Walls Are Coming Down" godt midtvejs blev med sit råbekors-arrangement det sidste lille højdepunkt, inden koncerten fladede noget ud, og som afslutning var det som om, at bandet også selv mistede lidt af modet på ekstranummeret "Fire Escape". På samme tid en anbefalelsesværdig og dybt uoriginal oplevelse.

Yuno (3 stjerner)

Opvarmningen stod århusianske Yuno for, et band med Martin Sahlerz i spidsen, som udspringer af det, fornemmer man, noget mere seriøse Annasaid.

Yuno spiller britisk-inspireret fortrinsvist postpunk og repræsenterer en helt igennem god stil, lækre overgange og fine tekniske kvaliteter, men mangler simpelthen kraft og gode numre til rigtigt at hæve sig ud af gennemsnittets dynd. Instrumentalt fungerer det fint, særligt trommerne har en fin kant og personlighed, men vokalen og korstemmerne er for ofte falske - og uden godt sangmateriale, så forbliver det for meget form og for lidt indhold; og jeg kan kun give Hansen, GAFFAs demoanmelder, ret i, at det sideprojektet her virker utight og lidt halvhjertet, på trods af de humoristiske bemærkninger mellem sangene. Potentialet er helt klart til mere!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA