x
Lyle Lovett og John Hiatt: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Lyle Lovett og John Hiatt, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Lyle Lovett og John Hiatt: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Det kunne foregå hjemme på verandaen. To mænd i halvtredserne sidder med hver sin akustiske guitar og skiftes til at spille sange for hinanden. Snakker ind i mellem om stort og småt. Barndomsminder, misbrugsproblemer, karriere - og biler, naturligvis. 

Men vi er ikke kommet med i gyngestolen i Nashville. Scenen udspiller sig på Det Kongelige Teater i København, og de to midaldrende herrers hyggesludder følges opmærksomt af 1.600 tilskuere i en udsolgt sal. 

Siden 1989 har den 52-årige countrysanger Lyle Lovett og den 57-årige bluesrocker John Hiatt med jævne mellemrum turneret sammen, med det som John Hiatt kalder "en udveksling af sange".

Idéen er, at Lyle Lovett og John Hiatt skiftes til at spille og synge hver deres sange, mens den anden sidder og lytter.

"Vi burde også betale", siger John Hiatt med et grin, som kommentar til, at de også selv er publikum. 

Det er en anderledes koncertoplevelse, men idéen fungerer glimrende, og vi er godt underholdt. Anekdoterne mellem sangene er sjove og hyggelige, og formen minder om Niels Hausgaards shows – dog uden den bidende samfundssatire. 

Gøg og Gokke

Lyle Lovett og John Hiatt fungerer som hinandens modsætninger. Roots-musikkens Gøg og Gokke. Poeten og sangsnedkeren.

Den elegante og habitklædte Lyle Lovette er den akavede, sarte kunstner med hovedet i skyerne, og den tyndhårede John Hiatt i jeans og blazer er håndværkeren med begge ben på jorden. John Hiatt kan helt sikkert både lægge et gulv og skifte olie på din bil. Lyle Lovett synger højst en sørgelig sang om det. 

Det afspejler sig også i musikken, hvor John Hiatt er teknikeren. Han er en blændende dygtig guitarist og vanvittig sikker sanger.

Aftenen byder på utallige opvisninger i blæret guitarlir og imponerende demonstrationer af hans kæmperegister og voldsomme dynamik som sanger. John Hiatt når i samme sang fra klassisk heavyrockfalset til den mest kraftfulde, dybe bluespower, via avancerede soulfraseringer. Salen elsker det, og publikum klapper og jubler, hver gang han har fyret en særlig fantastisk bredside af. 

Personligt foretrækker Deres udsendte et lidt mere tilbageholdende og sparsomt doseret udtryk. De får vi til gengæld fra Lyle Lovett, som ikke på noget tidspunkt forfalder til lir. Han er en minimalistisk og præcis guitarist, og hans spil er lige så knastørt som hans humor.

Alt går op i en højere enhed på den mand. Hans underlige, skæve ansigt og små øjne udtrykker nøjagtigt samme afgrundsdybe smerte og melankoli som hans stemme. Alt, hvad Lyle Lovett synger, lyder helt enormt smertefuldt og sørgeligt. På den skønne måde. 

For meget af det gode

Begge kunstnere er i verdensklasse, og de leverer en lun og veloplagt koncert. Hele forestillingen varer godt to en halv time, og det er for meget af det gode for GAFFAs mand i marken, som når at kede sig lidt undervejs.

Konversationen mellem de to hovedpersoner kommer til at køre i cirker, da Lyle Lovett for anden gang kommenterer en John Hiatt-sang med "Der er så mange, der har indspillet dine sange, John…". 

John Hiatts vel nok største hit "Thing Called Love" bliver trukket i uendeligt langdrag med en længere indbygget diskussion om, hvorfor Bonnie Raitt droppede et vers i sin coverversion. Det er meget sjovt, men også for meget comedy, med Lyle Lovett i rollen som forlegen skoledreng. 

Men ellers får vi en perlerække af hits. Blandt højdepunkterne kan tælles John Hiatts "Feels Like Rain" og "Have a Little Faith in Me", samt ikke mindst Lyle Lovetts usandsynligt smukke "Closing Time", som får lov til at lukke og slukke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA