x
DR Big Band feat. Chris Potter: Koncerthuset, Studie 2, København, Vinterjazzfestival

DR Big Band feat. Chris Potter, Koncerthuset, Studie 2, København, Vinterjazzfestival

DR Big Band feat. Chris Potter: Koncerthuset, Studie 2, København, Vinterjazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Forventningerne var selvsagt store. For, som det opmærksomme jazzpublikum vlle vide, var den besøgende, amerikanske saxofonist, Chris Potter, ikke en Hr. Hvem-som-helst. Chris Potter modtog allerede i 2000 den fornemme danske Jazzpar Pris. Og blev i 2008 af læserne af det amerikanske Down Beat Magazine kåret som verdens næstbedste tenorsaxofonist nogen sinde, kun overgået af legenden Sonny Rollins.

Efter at have oplevet koncerten fredag i Koncerthusets Studie 2, forstår man hvorfor. (Og så kan man glæde sig til udgivelsen af den cd, som DR Big Band og Chris Potter forud for koncerten havde indspillet, og som sikkert udkommer i løbet af foråret). Præstationen i Studie 2 var simpelthen eminent: Om man som lytter fokuserede på solopartierne, rytmegruppen, blæserne, arrangementerne, samspillet. Alt emmede af afslappethed og koncentration, teknisk og kunstnerisk udtryksstyrke af største kaliber. Alt det udenoms var – formodentlig helt i tråd med Chris Potters ydmyge person – nedtonet. F.eks. mødte Chris Potter op iført cowboybukser, mens big bandets medlemmer alle var i mørke jakkesæt; f.eks. sad publikum elendigt på studiets formstøbte plasticstole. Men det var netop også som om, at Chris Potter kun opholdt sig i studiet af den dybeste respekt for kunsten og publikum. Og derfor var han i arbejdstøjet. Derfor leverede han – kunst.

Chris Potters evner som komponist og arrangør var åbenlyse. Hans evne til som kapelmester at samle big bandet omkring sig ditto. Men… hans evner til selv at udtrykke sig på tenorsaxofonen var alligevel det mest imponerende. Det ene øjeblik kunne hans voldsomme kaskader af toner minde om dem, Bruce Springsteens faste saxofonist, Clarence Clemons, præsterer. Det næste øjeblik kunne hans hastige ridt over skalaerne minde om netop Sonny Rollins'. Spændvidden i udtrykket kom til udtryk i numre som Abyssinia, som han selv kaldte "højt og hurtigt" og Okinawa, der er "langsomt og småt."

Som noget helt særligt bød aftenens koncert på to duetter med Chris Potter som den ene part og DR Big Bands trompetist Gerard Presencer som den anden. At det overhovedet er lykkedes DR Big Band at få en mand som Presencer til at sidde ind, er fantastisk. For han også han er en eminent musiker, anerkendt som en af de bedste trompetister i verden. Niveauet demonstrerede han med al ønskelig tydelighed, da han stod der side om side med Potter.

Gerard Presencer har siden 1999 været leder af jazzlinjen på Royal Academy of Music i London og leder af messingblæserlinjen på Jazz Instituttet i Berlin, ligesom han underviser i jazz studier over det meste af Europa og fire gange er blevet hædret som bedste trompetist ved British Jazz Awards. Så han er heller ikke en Hr.-Hvem-Som-Helst.

Ikke overraskende udgjorde Potter og Presencer – og nummeret Amsterdam Blues – altså aftenens højdepunkt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA