x
Keld Heick: Time Machine

Keld Heick
Time Machine

Keld Heick: Time Machine

GAFFA

Album / Rip It Up Records
Udgivelse D. 24.02.2010
Anmeldt af
Espen Strunk

Det ville være pokkers nemt at affeje som rendyrket kitsch, men på indeværende album har dansktop-veteranen Heick faktisk formået at gen(op)finde sig selv som rockcrooner i tidlig 60'er-stil med denne gennemført corny tur i tidsmaskinen, der byder på en række veloplagte fortolkninger af fortrinsvis mindre kendte popsange fra hans egne formative år. For det heldige udfald kan han formentlig blandt andet takke producer og guitarist Johnny Stage, som tidligere har arbejdet med folk som Sort Sol og Martin Hall, og som her har produceret med fin fornemmelse for den autentiske lyd. Her er kor, orgler, staccatotrommer og ikke mindst masser af twang-guitar, og hvis man ikke hører til dem, der husker titler som A White Sportcoat And A Pink Carnation og Look For A Star fra ungdomsårene, vil man muligvis genkende skæringen Heartbeat fra den populære tv-serie af samme navn. Det er ikke stor kunst, men om man nu tilhører målgruppen eller ej, må man give Heick og Stage, at de her har begået et stykke helstøbt musikalsk nostalgi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA