Apparatjik: We Are Here

Apparatjik
We Are Here

Apparatjik: We Are Here

GAFFA

CD / www.apparatjik.com
Udgivelse D. 01.02.2010
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

I 2008 overraskede supergruppen Apparatjik alias Mew-sanger og -guitarist Jonas Bjerre, Coldplay-bassist Guy Berryman, A-has keyboardspiller og guitarist Magne Furuholmen og produceren og trommeslageren Martin Terefe (Jamie Cullum, Jason Mraz, Teitur m.fl.) ved pludselig at udgive sangen Ferreting til BBC-serien Amazon. Nu har de så i al diskretion og uden nogen form for promotionapparat - sikkert for ikke at tage fokus fra deres respektive modergrupper - sluppet debutalbummet We Are Here løs til salg via deres hjemmeside, både som cd og download.

Med de fire medlemmers imponerende cv'er taget i betragtning er kvalitetsniveauet ikke overraskende højt, og We Are Here er samtidig befriende legesyg. Musikken er både mere poppet og mere elektronisk end de fire musikeres normale arbejdspladser, med masser af keyboards og programmeringer, men der er samtidig tilpas med skarpe musikalske kanter til at holde lytteren på stikkerne. Albummet åbner eksempelvis med voldsomt forvrægende elektroniske trommer i Deadbeat, sangene rummer ofte eksperimenterende outroer, ligesom Jonas Bjerres velkendte falsetstemme af og til underkastes maskinelle manipulationer og i øvrigt lejlighedsvis erstattes af de øvrige medlemmer. Sangskrivningen er solid, men trods sine mange kvaliteter ender albummet i al sin sammensathed med at appellere mere til hjernen end til hjertet, som fire forvoksede musikalske vidunderbørns fælles snemand, der er flot konstrueret, men ikke vil holde så længe. Men det er da også bedre end så meget andet.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA