x
Ali Farka Toure & Toumani Diabate: Ali And Toumani

Ali Farka Toure & Toumani Diabate
Ali And Toumani

Ali Farka Toure & Toumani Diabate: Ali And Toumani

GAFFA

Album / Playground
Udgivelse D. 22.02.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Da jeg snakkede med Toumani Diabate sidste år, var det slående, i hvor høj grad han endnu sørgede over tabet af sin ven og læremester, Ali Farka Toure, som døde af kræft i 2006. Ali havde fornyet Toumanis forbindelse med Allah, og han havde via deres fælles plade, In The Heart Of The Moon, som siden skulle vinde Grammy, inkluderet den yngre koramester i sit endelige testamente. Men Toumani talte også om den plade, som endnu ikke var kommet, hvor der for alvor skulle spredes guld. Samme meddelelse havde en veloplagt Nick Gold fra World Circuit, og man må sige, at pladen var mere end værd at vente på. For sine steder er der tale om stor verdensmusik fra to mestre, som synes at mødes ved det fælles kildevæld, som alle de store Malimestre synes at kunne øse af. Og Ali og Toumani i højere gread end de fleste.

En anden mester fandt også vej til indspilningerne, den ligeledes afdøde cubanske bassist, Orlando "Cachaito" López, som var hjørnestenen hos Buena Vista Social Club. Umiddelbart et kup, for den oprindelige idé med den cubanske klassiker var jo netop, at cubanere skulle møde Mali – godt nok i form af Bassekou Kouyate – så Nick Gold fik endnu gang vist sin uforlignelige sans for at skabe rammer omkring sublime kulturmøder. Men her stopper jublen også, for "Cachaito" synes umiddelbart at komme en kende til kort i samklangen med de to fra Mali, overraskende nok, når man ellers ved, hvad han stod for med basudsagn mejslet i sten i Jerry Boys' berømte produktion.

På pladen her spiller de to mestre selvfølgelig formidabelt, selv om man aner noget tilbageholdt i en række af Ali Farka Toures indsatser. Til gengæld er der selskab af hans søn, den fremadstormende Vieux, der som vanligt ikke er til at styre på en tønde land, og så spiller Toumani sin vanlige uforlignelige kora, dette 21-strengede vidunder af en kalabasharpe, hvor han bare er den ubestridte førstemand. Og vi kommer rundt i den vestafrikanske sangbog med både lidt genbrug af temaer og helt nye ting, som eksempelvis Ruby, den søde komposition til Jerry Boys' datter.

Pladen er klart bedre end den forrige fra de to, som jeg fandt overvurderet. Og et must for den, som søger meditative klange, der fortæller historier i hvert et åndedrag. Ligesom den for alle os, der elskede Ali Farka Toure, er et vemodigt farvel og rigelig grund til at fælde et par tårer med Toumani.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA