x
The Megaphonic Thrift: Rockefeller, by:Larm, Oslo

The Megaphonic Thrift, Rockefeller, by:Larm, Oslo

The Megaphonic Thrift: Rockefeller, by:Larm, Oslo

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Hvis man elsker Sonic Youth, My Bloody Valentine, shoegazer og dejligt bløde støjende passager, så er der ingen grund til ikke at stifte bekendtskab med den norske støjrockkvartet The Megaphonic Thrift. Bandet kan vel retvis mere eller mindre betegnes som en supergruppe inden for genren og de norske grænser, da bandets medlemmer afstammer fra The Low Frequency in Stereo, Casiokids med mere. I efteråret debuterede gruppen med ep'en "A Thousand Years Of Deconstruction", og allerede til marts kommer så debutalbummet på det norske marked - et album, som forventes at udkomme i resten af Skandinavien til høsten, som de kalder det heroppe.

Det mest bemærkelsesværdige er den udvikling, som bandet har gået igennem som liveband - blandt andet via branchefestivaler som CMJ i New York, vores egen Spot, snart SXSW og desuden Roskilde Festival og utallige jobs i løbet af det seneste job (og i alt fire koncerter på by:Larm...). De fire medlemmer er mere sammenspillede, har overskud til at orkestrere de nødvendige effekter og har fundet den helt rigtige form på de støjflader, som særligt guitaristerne Richard Myklebust og Njål Clementsen arbejder med. Det kunne høres torsdag aften på Rockefeller; Oslos svar på Vega.

The Megaphonic Thrift åbnede med dejligt drøje støjende anslag i lavt tempo, reverb på vokalen og ledte tankerne mod herlig 90'er-indie på "You Saw The Silverline". "Talks Like A Weed King" har et fint call-response vers med Mykleburts og bassist/vokalist Linn Frøkedal som signatur, mens gruppens to ældste numre "Neues" og "Acid Blues" har fine melodiske hooks imellem de rå støjflader. "Candy Sin" er det store, skærende shoegazertrack med flydende, frie overgange, mens "Queen Of Noise" må være en direkte Sonic Youth-hyldest! Hvis resten af debutalbummet lever op til netop disse seks best of-tracks, så kan man altså godt glæde sig - modernisering og nostalgi i et.

Til koncertens afslutning slog guitaristerne over i en karakteristisk, let-overspillet teatralsk genresygdom; at skulle smadre guitarerne mod forstærkerne og forlade dem hvinende på scenen. Mykleburst kastede endda sin guitar op mod Vogsborgs trommesæt, selvom tricket formentligt består i at smadre guitarerne uden egentlig at gøre dem ukampdygtige til næste show!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA