x
Shout Out Louds: Work

Shout Out Louds
Work

Shout Out Louds: Work

GAFFA

Album / A:larm Music
Udgivelse D. 24.02.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Svenske Shout Out Louds befinder sig allerbedst i gråzonen mellem god og dårlig smag. På Work hylder de fortsat den britiske 80'er-indie, der også leverede inspiration til kvintettens to første album. Navne som The Cure, Echo & The Bunnymen og The Smiths – som svenskerne snart ikke gider høre mere om – spøger mellem tonerne, når frontmand Adam Olenius oplader sin melankolske røst til lyriske guitarer og post-punk-rytmer. Men flere af numrene ville befinde sig bedre på lydsporet til en firser-ungdomsfilm end på et Smiths-album, så muntert flirter de med new wave-synths og lumre saxofoner. Frækheden klæder Shout Out Louds, der godt kan fremstå lidt blodfattige på den svenske måde. Kvintetten har godt fat om de fængende melodier på Work, hvor de potentielle hits danner en velordnet kø på tracklisten. Det er ikke et album, der kommer til at vælte dig omkuld, men det leverer varen i kraft af bundsolidt musikalsk håndværk og svenskernes hørbare lidenskab for den firser-rock, Work er én lang kærlighedserklæring til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA