x
Sofia Karlsson: Bästa Visor

Sofia Karlsson
Bästa Visor

Sofia Karlsson: Bästa Visor

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 25.02.2010
Anmeldt af
Ivan Rod

Sofia Karlsson er en af Sveriges absolut største visesangere eller singer-songwritere, om man vil. Og det har hun været i et årti, hvilket man selv kan forvisse sig om ved at lytte til denne dobbelt-cd, som ikke bare rummer hendes bedste numre fra perioden 1999-2009, men også byder på en række såkaldt bonusspor i form af nye numre, tidligere uudgivne numre og special editions af numre, der før har været udgivet. Alt i alt får man med de 32 numre på Bästa Visor kontakt med en urnatur, en urkraft. Sofia Karlsson er således en helt igennem sublim sangskriver og sanger. Og dertil en habil guitarist. Det er som om, hun formår at tage afsæt i den stærke svenske visetradition og give denne et særegent tvist, et element af noget internationalt – til trods for, at hun synger på svensk. Dermed sagt, at hendes udtryk er alt andet end nationalt funderet, ensidigt, provinsielt. Sofia Karlsson er større end det. Som for landsmanden Sophie Zelmani er det for Sofia Karlsson nogle helt enkle, men meget gennemført smukke vokale og akustisk instrumentale udtryk, der bringes til torvs. Især i numre som Dina händer Göteborg og Visa från Kåkbrinken  brillerer hun.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA