x
Gus Gus og Marybell Katastrophy: Train, Århus

Gus Gus og Marybell Katastrophy, Train, Århus

Gus Gus og Marybell Katastrophy: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Nogle grupper har overordnet set det samme musikalske udtryk gennem hele deres karriere. AC/DC, Oasis eller Status Quo for eksempel. Og så er der dem, der gennemgår en markant udvikling undervejs. Kashmir eller Everything But The Girl eksempelvis, eller islandske Gus Gus, som fredag aften stod på scenen på Train. Da gruppen brød igennem i slutningen af 90'erne, spillede de en blanding af såkaldt alternativ rock, singer-songwriter, funk, house, elektronika og meget mere og havde flere vokalister af begge køn. Ja, da de udgav deres selvbetitlede debutalbum i 1995, bestod gruppen af 12 medlemmer, og de var dermed et musikkollektiv mere end et egentligt band.

I det nye årtusinde har Gus Gus gradvis skåret mere og mere ind til benet, mandskabsmæssigt og musikalsk. I dag består gruppen af tre medlemmer, og musikken er rendyrket elektropop med elementer af house og dance, men uden det mindste spor af rock eller af såkaldte rigtige instrumenter. Sådan var det også på Train, hvor Gus Gus stillede op med i grundformen, med forsanger Daniel Ágúst Haraldsson og de to programmører Stephan Stephensen og Birgir Tórarinsson, som også begge sang kor, og Stephensen af og til leadvokal i forening med Haraldsson.

Publikum var mødt talstærkt frem og var en bred blanding af senteenagere og unge i starttyverne og folk i 30+-alderen. Med andre ord fans af henholdsvis "det nye" og "det gamle" Gus Gus, om end de unge var i klart overtal - ikke mindst foran scenen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede både alders- og smagsmæssigt hører til den sidstnævnte kategori, men man må give Gus Gus, at det er imponerende, hvordan de midtvejs i deres karriere pludselig kan finde en ny fanbase.

Gus Gus lagde ud med "On The Job" fra deres seneste album, "24/7", som endnu ikke er udgivet officielt i Danmark, men det kan selvfølgelig ikke forhindre enhver interesseret i at finde frem til musikken på internettet. Publikum virkede i hvert fald bekendt med sangen, der ligesom stort set alle Gus Gus' øvrige nyere numre er kendetegnet ved dyb synthbas og fire stortrommeslag i hver takt. Tempoet var dog forholdsvis lavt og groovy, og man må sige, at mine fødder begyndte at bevæge sig, så et eller andet må Gus Gus have gjort rigtigt, men samtidig stod jeg og småkedede mig. Måske fordi sangen som mange andre af numrene på Gus Gus' seneste plader varede omkring 10 minutter uden de store melodiske udsving, måske fordi Daniel Ágúst Haraldssons stemme ikke helt kunne klare at være mikset så langt frem i lydbilledet, som den var. Han har ikke ligefrem verdens største røst, og hans forsøg på at fremtvinge nogle soul-inspirerede fraseringer var ikke just overbevisende. Til gengæld må man sige, at han er ganske karismatisk som frontfigur med sin meget udadvendte attitude.

Sange på 10 minutter

Dansegulvet var da også fyldt, og sådan fortsatte koncerten med den ene 10 minutter lange pumpende elektropop-sang efter den anden uden de store musikalske variationer. Stephan Stephensen, også kendt som President Bongo, var lejlighedsvis fremme på scenen og synge i kor med Haraldsson, og han havde også en vis scene-, om ikke ligefrem stemmemæssig X Factor med sit slikkede hår, seler og slips og sine mange henvendelser til publikum.

Undervejs fik vi et par af Gus Gus' tidlige numre, "Ladyshave" og "Believe", som dog også havde fået hugget en musikalsk hæl og tå for at passe til Gus Gus' nye, skarpt skårne elektropopudtryk, men det var dog aftenens højdepunkter, da de gav mindelser om, hvor god og kreativ gruppen var engang.

"De spiller alt for højt", sagde en yngre kollega på et tidspunkt til mig. At dømme efter hans tonefald var det ironisk ment, men jeg syntes i hvert fald, at musikken var høj nok. "If it's too loud, you're too old", siger man som bekendt i musikbranchen, og måske er jeg blevet for gammel til Gus Gus' elektropoppede udtryk, selvom gruppens medlemmer er ældre end jeg. Som det nok fremgår af ovenstående anmeldelse, er jeg dybt farvet af at kende Gus Gus' plader fra 90'erne, album som "Polydistortion" og "This Is Normal", og jeg så dem også live dengang, og da var der altså mange flere farver på den musikalske palet. Prøv selv, hvis du ikke kender pladerne endnu. Gus Gus anno 2010 er elektro-dance-pop på det jævne, der fungerer fint en fredag aften i byen, men keder en kende, hvis man skal nærlytte til musikken. Gruppen har mere afviklet end udviklet sig gennem årene.

Det er bestemt ikke fordi, der er noget galt med elektropop som sådan, men det kan altså gøres meget mere kreativt og melodisk, end Gus Gus gør det anno 2010. The Knife kan, Kasper Bjørke (der optråde som dj senere på natten) kan, aftenens opvarmningsband Marybell Katastrophy kan, for blot at nævne tre eksempler. Men som sagt: Måske er jeg blevet for gammel til Gus Gus. Eller måske er det Gus Gus, der lidt for desperat forsøger at være unge med de unge.

Opvarmning: Marybell Katastrophy ****

Inden Gus Gus gik på scenen, fik vi 35 minutters opvarmning med århusianske Marybell Katastrophy. Også denne gruppe er blevet en smule decimeret, idet korsangerinde og bassist Maria Timm nu kun er deltidsmedlem af gruppen, og hun var ikke på scenen denne aften, idet hun for tiden er på turné med Marie Frank. Dermed måtte forsanger Marie Højlund klare vokalopgaven alene, til tider dog med lidt kor fra keyboardspiller Emil Thomsen. Det gik nogenlunde, men alligevel virkede lydbilledet lidt mere fattigt end vanligt hos Marybell Katastrophy. Tilmed havde gruppen ikke fået lov til at tage deres trommeslager Klaus Hedegaard med, ifølge eget udsagn, fordi Gus Gus ikke ville have et trommesæt på scenen. I stedet måtte vi "nøjes" med gruppens beatmester Jakob Schweppenhäuser, der har gjort det til sit speciale at spille på pad-betjent trommemaskine live. Det fungerede absolut udmærket, selvom det formodentlig ville have været endnu bedre, hvis han og Hedegaard kunne have spillet op til hinanden som vanligt i Marybell Katastrophy.

Heldigvis var Marie Højlund absolut velsyngende i front, og hun nuancerede lydbilledet med moderat støjende guitar - og samplinger af en legetøjsambulance. Sangene var primært hentet fra gruppens snart halvandet år gamle og stadig fremragende debutalbum "The More", men vi fik også en ny sang, der viser, at Marybell Katastrophy stadig er garanter for kreativ omgang med popmusik og elektronik. Selvom Marybell Katastrophy er hørt bedre før, overstrålede de aftenens hovednavn Gus Gus med flere længder. Vi må håbe, islændingene har hørt efter ude i kulissen.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA