x
Beach House: Loppen, København

Beach House, Loppen, København

Beach House: Loppen, København

Anmeldt af Peter Juncker | GAFFA

Det er gået støt fremad for Beach House: Lige siden udsendelsen af deres selvbetitlede debutplade i 2006 har Baltimore-duoen været omgærdet af en stor og positiv opmærksomhed fra både musikerkolleger og kritikere, ligesom det er lykkedes dem at opbygge en støt voksende fanskare med deres smukke og stemningsfulde drømmepop, som de i løbet af karrieren har forædlet i en stadig mere sofistikeret og overdådig retning. Foreløbigt kulminerende med "Teen Dream", der udkom tidligere på året og af flere kritikere blev udnævnt til "Det nye årtis første essentielle plade"
Så på en aften, hvor tågen og regnskyerne hang tungt over København, var det i sagens natur et særdeles forventningsfuldt publikum, der tog imod bandet til den udsolgte koncert på Loppen, hvor guitarist Alex Scally og forsanger Victoria Legrand, sekunderet af en trommeslager, entrerede scenen klokken lidt over 23.
Som liveband er Beach House ofte blevet beskyldt for at være indadvendte og lidt utilnærmelige, men denne aften var humøret i top. Ikke mindst hos Scally, der hilste publikum med ordene: "Det er fredag aften. I har lige fået jeres lønningscheck, og I kommer allesammen til at få sex i aften", hvorefter bandet lagde ud med "A Walk In The Park" fra "Teen Dream", der med sit spartanske rytmespor, Scallys ringlende guitar og Legrands disede, orgelagtige keyboard lagde en perfekt bund under melankolske tekstlinjer som: "The face that you saw in the door isn't looking at you anymore/the name that you call in its place isn't waiting for your embrace/the word that you learned to behold cannot hold you anymore"
Alligevel var det som om, der manglede lidt. Om det var misforholdet mellem den muntre facon udadtil og musikkens indbyggede alvor og mørke er uvist, men faktisk var det først omtrent fra koncertens fjerde nummer, det nærmest Twin Peaks-agtige "Better Times", at småsnakken begyndte at forstumme, og det lykkedes Beach House at skabe den hypnotiske intimitet mellem dem og lytteren, der gør deres musik så unik og dragende.
En anden forklaring kunne være, at Victoria Legrand nu for alvor havde fået sunget sig varm. Som koncerten skred frem, stod det nemlig mere og mere klart, i hvor høj grad hendes nærmest ufatteligt intense og udtryksfulde vokal er musikkens fuldstændigt bærende element - på mageløs vis i stand til at bevæge sig fra det sårbart længselsfulde til det rå og konfrontatoriske i et enkelt åndedrag.
Og selv om sange som eksempelvis publikumsfavoritten "Norway" måske ikke helt levede op til forventningerne, så var koncertens anden halvdel generelt en meget stor oplevelse. Især "Zebra" og det nærmest overjordisk smukke afslutningsnummer "Take Care", som afsluttede det ordinære sæt.
Alligevel kunne denne anmelder ikke undgå at stå en smule uopfyldt tilbage, da Beach House efter bare et ekstranummer og en samlet spilletid på en time havde forladt scenen, men det skyldtes formentlig bare, at han havde lyst til at høre meget mere. Så skal man tage Scally på ordet, var koncerten måske mere et ømt og smukt kærtegn end decideret sex. Hvilket jo heller ikke er så værst endda, og Beach House fik i hvert fald demonstreret, at der er god grund til også at forvente sig store ting fra dem i fremtiden.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA