Erik Hassle: Pieces

Erik Hassle
Pieces

Erik Hassle: Pieces

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 01.03.2010
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Erik Hassle har toppet iTunes' salgsliste med singlen Hurtful, og er godt på vej til at blive et massivt hit, ikke mindst i England, hvor han for tiden er bosat. Og der er både sange, talent og lækkert krøllet hår nok til at skyde ham op i stjernehimlen. Med sin synthpop med Coldplay-inspiration, dramatiske tekster og Robbie Williams-lignende energi er han en lige så egenrådig størrelse som krøllerne på hans hoved (som tilsyneladende allerede har sat kurs mod stjernerne). Vokalen er stærk hos svenskeren, og spændet fra balladen The Thanks I Get til den synth-begejstrede uptempo pop i Standing Where You Left Me (track 5 og 6) giver et godt indtryk af, hvad Hassle rummer. Et stort hitpotentiale. Nogle af numrene er godt nok undværlige (Back To Bed, Bitter End), mens sidste nummer, Amelia, med Hassle og akustisk guitar, lukker albummet med en krølle så lækker som håret på den stjerneklare svensker. Produktionen er ambitiøs uden at blive hverken for klistret eller for glat, og Pieces er et album, som stolt kan mænge sig med de store svenske popproduktioner i musikbiblioteket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA