x
Kevin Costner And Modern West: Værket, Randers

Kevin Costner And Modern West, Værket, Randers

Kevin Costner And Modern West: Værket, Randers

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Efter at have stiftet bekendtskab med Kevin Costner og hans Modern Wests seneste udspil, var det med en blandet fornemmelse i maven, at turen denne søndag gik til Randers for at overvære den 55-årige filmstjerne med band i levende live. Heldigvis skulle aftenen vise sig at blive betydeligt bedre end forventet.

I Værkets store sal giver amerikanske Sara Beck, der også synger duet med Costner på Let Me Be The One fra Turn It On, en habil 20 minutters solo-optræden, hvorefter publikum underholdes af yderligere 20 minutters pausemusik fra højtalerne. Herfra lyder blandt andre David Bowies Changes, Bruce Springsteens The Ghost Of Tom Joad og Neil Youngs My My, Hey Hey (Out Of The Blue), og med Costners egne sange in mente virker det ærligt talt som et lidt dristigt træk at placere så stærke sange i publikums bevidsthed, umiddelbart før aftenens hovedperson går på scenen.

Gedigen entertainer
Klokken 20:40 starter en ti minutter lang kavalkade med filmklip fra hele Costners skuespillerkarriere, og det står klart, at fokus denne aften på trods af musikken ligger på, at det er en filmstjerne, der er kommet til byen. Efter denne lille gennemgang af karrieren sættes der pludselig spot på Costner, der til salens forbløffelse står blandt publikum bagerst i lokalet, hvorfra han stille og roligt går gennem salen og giver kram og håndtryk til dem, han passerer, mens bandet gør sig klar på scenen.

Da han endelig når scenen, smiler han og vinker. "Tusind tak" lyder det fra Costner, hvorefter han lettere genert undskylder for ikke at tale dansk. Desuden takker han Randers for at være den første udsolgte by på bandets turné og forklarer, at han har skrevet de fleste af sangene, mens han har befundet sig på sættet til diverse filmoptagelser.

Red River indleder aftenens koncert. Lydforholdende er fremragende, og Costner og band befinder sig tydeligvis godt på scenen. "Thank you men for coming tonight. I know you've been dragged…", lyder det med et smil fra scenen, og mandens evner som skuespiller fornægter sig ikke. Kevin Costner viser sig som en gedigen entertainer, der på sympatisk vis underholder med en række forrygende anekdoter mellem numrene.   

Bedre end på plade
Selvom det ville være en skam ligefrem at påstå, at Costner har et overflødighedshorn af gode sange i bagagen, klarer han og det yderst velspillende band sig igennem aftenen på at være charmerende, dybt sympatiske og ikke mindst på at emme af spilleglæde, så hvad der forekommer som musikalske ligegyldigheder på plade, trækkes op på et niveau, hvor det bliver ganske fornøjeligt at overvære. Den overbevisende optræden og den gode stemning gør underværker for materialet.

Kevin Costner fremstår klædeligt ydmyg, og virker oprigtigt taknemmelig for, at folk har gidet betale for at komme og høre ham. Han fremstår som inkarnationen som en rar fyr, og det, at han ikke synger så godt som på plade, tilfører faktisk sangene lidt af den kant og autenticitet, man i den grad savner på studieindspilningerne.

Down In Nogales fra bandets første udgivelse fremføres flot, og det er ret imponerende, hvordan folkene på scenen formår at fremtrylle kvaliteter i materiale, der virkelig ikke er meget kød på. All I Want From You er dog stadig en noget slatten omgang, mens fremførelsen af Palisades, der tilsyneladende handler om kvindens forvirrende væsen, er anderledes vellykket. Turn It On lyder stadig som Springsteen ultra-light, men den fremføres med alle sine oprigtige banaliteter, som det country-rock-hit, den uden det overpolerede studie-præg trods alt har potentialet til at blive.

Klokken 22.05 forlader Kevin Costner og bandet scenen i et splitsekund for at lade sig klappe ind igen. Herefter spiller de den rørende When The Angels Come Down og den festlige Superman, der får det bænkede publikum op af stolene for anden gang i løbet af aftenen. Til slut takkes selv samme publikum for deres tålmodighed med en række sange, som Costner er udmærket klar over, at de færreste fremmødte næppe kendte i forvejen. Som belønning herfor lover han og bandet at slutte af med en sang, som folk kan synge med på, hvorefter de kaster sig ud i Dylans Mr. Tambourine Man. Ikke den bedste udgave af sangen, denne anmelder har lagt øre(r) til – men bestemt heller ikke den værste. Der er trods alt mange at vælge imellem.

Publikum takkes inderligt, og efter at bandet har forladt scenen, sluttes selve koncerten af med en lidt mærkværdig seance, hvor Costner går rundt med et glas champagne og byder de fremmødte kvindfolk på første række op på scenen til en svingom.  

En lidt underligt kitschet afslutning på en ellers overraskende gedigen koncert. Den gode hr. Costner sagde på et tidspunkt under koncerten, at han ville elske at komme til Danmark og spille igen – især hvis vejret var lidt varmere. Hvis han har spilleglæden i behold, skal han være så hjerteligt velkommen. Særligt hvis han i mellemtiden opper sig på sangskrivningsfronten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA